“What we feel isn’t important”

Ordene kommer fra filmen The Reader (2008). En helt igennem gribende og fascinerende film om kærlighedens uransagelige veje og konsekvensen af vores handlinger. Rammefortællingen er på overfladen en kærlighedsaffære mellem en 15-årig dreng og en noget ældre kvinde, men langsomt introduceres filmens dybere tematik i form af holocaust og det personlige ansvar.

The Reader

Som notorisk modstander af kærlighedfilm er det en fornøjelse at se, hvordan kærligheden i The Reader sættes ind i en bredere, kompliceret kontekst. Skyld, had og bebrejdelse flettes ind og ungdommens rene, naive kærlighed udfordres til det ubærlige.

I filmen siger en jura professor (= en personificering af loven):

“What we feel isn’t important. It’s utterly unimportant. The only question is what we do.”

Det er ud fra et jura-perspektiv korrekt og til at forholde sig til. Da Hanna Schmitz (= Kate Winslet som var SS-vagt under krigen) senere gentager det, bliver det sat endnu mere på spidsen, og denne gang ud fra et mere menneskeligt perspektiv:

“It doesn’t matter what I feel. It doesn’t matter what I think. The dead are still dead.”

Det fascinerende er  imidlertid, at Hanna har svært ved at angre, fordi hun ikke følte, hun kunne have handlet anderledes på grund af omstændighederne. Og spørgsmålet filmen stiller er så, om vi ikke altid selv bærer ansvaret for vores handlinger?

The Reader

Kunstens og fiktionens berrettigelse

Netop i kraft af evnen til at opstille og formidle sådanne dilemmaer får film og kunst en central rolle at spille for eftertiden. I Passage 58 (2007) skriver Jacob Lund Pedersen således følgende i artiklen “At give erindringen form“:

“[...] i lyset af at vores forhold til Auschwitz mere og mere bliver et forhold på andenhånd, hvor vi må forsøge at skabe forbindelser mellem kendsgerningerne og deres betydninger, mellem fortiden og nutiden. Det er netop i kraft af evnen til at etablere sådanne forbindelser og derigennem aktualisere og gøre det skete og sporene heraf vedkommende, at kunsten og litteraturen besidder et enestående potentiale som erindringsbærer.” (s. 50)

Det er The Reader et fabelagtigt eksempel på, og jeg vil opfordre alle til at se den.

Skriv en kommentar

  

  

  

Du kan bruge disse HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>