Overordnet er Vinterkongen ikke nogen specielt god bog. Jeg købte den ved en tilfældighed, da min gamle kong-arthur-fetich pludselig blussede op under et besøg i Vangsgaards boghandel. Jeg forventede ikke det store og . . . → Læs mere: Tre fra reolen: Cornwell, Hemingway & Mankell]]> Sommer er læsetid! Her kommer en kort gennemgang af, hvad det er blevet til i denne omgang.

1. Vinterkongen af Bernard Cornwell

Overordnet er Vinterkongen ikke nogen specielt god bog. Jeg købte den ved en tilfældighed, da min gamle kong-arthur-fetich pludselig blussede op under et besøg i Vangsgaards boghandel. Jeg forventede ikke det store og blev da heller ikke positivt overrasket af Cornwells unuancerede, klicheprægede fortællestil.

Men det er Kong Arthur og det er basalt spændende, så alligevel kom jeg hurtigt igennem de 752 sider. Der smøres virkelig tykt på i karaktertegningen og leder man efter noget ekstra under overfladen, leder man forgæves. Jeg kan endnu ikke helt beslutte om jeg gider at læse fortsættelsen.

(Her skulle være et link til mit favoritcitat fra bogen være, men jeg her ikke kunnet finde et.)

2. Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway

En fornøjelig genlæsning af Hemingways klassiker, som indbragte ham Nobels litteraturpris i 1954. Knivskarpt skærer Hemingway ind til benet i denne korte roman om en stakkels gamle fisker, som fanger sit livs fisk – blot for at opleve at den bliver spist af hajer.

Det er livets hårdhed og snigende meningsløshed, som den gnavne forfatter nok engang fokuserer på i Den gamle mand og havet. Denne gang fornemmer man dog en form for opblødning i det dystre livssyn, som ikke findes i tidligere romaner som f.eks. Farvel til våbnene og Og solen går sin gang. Romanens fisker ser en mening med i livet i venskabet med en dreng og der anes til slut en lille sprække af lys. Jeg synes ikke det er Hemingways bedste værk, men det er stadigvæk en bog, som de færreste kvalitetsmæssigt når til sokkeholderne.

Se mit favoritcitat fra Den gamle mand og havet

3. Ildspor af Henning Mankell

Mit første og nok ikke sidste møde med Kurt Wallander på skrift. Det er svensk krimi, når det er bedst, når Mankell lader os følge Wallanders opklaring i det skånske sommerland. I Ildspor står Wallander overfor en række voldsomme dødsfald og mord, som ikke uden videre kan kædes sammen. Det ændrer sig dog hen ad vejen, og krimien tager stille og roligt fart, efterhånden som mordene og sporene hober sig op.

Mankell formår at balancere mellem de indre og ydre spændinger, således at Wallanders tanker og udvikling væves fint sammen med opklaringsarbejdet. En gang imellem løftes den moralske pegefinger lige lovlig meget og der luftes en uinteressant lede ved den vej, samfundet bevæger sig. En ekstra spænding opstår dog ved, at vi får indblik i morderens gøren og laden og på den måde ved langt mere end Wallander, som må famle sig frem. Det er et godt greb, som er veludført og medvirker til at gøre bogen læseværdig og spændende.

Se mit favoritcitat fra Ildspor.