Som . . . → Læs mere: George R.R. Martin: A Storm of Swords]]> Tredje bind i George R.R. Martins fantasy-serie A Song of Ice and Fire er en mastodont på mange måder. Ikke alene er bogen delt op i to bind og strækker sig over 1150 sider. Den er også mættet til bristepunktet med spænding og utænkelige overraskelser. Bogen er det hidtidige højdepunkt i en fremragende serie.

Som de fleste andre bøger i genren arbejdes der i Martins univers med konflikter mellem godt og ondt. Martins bøger adskiller sig dog på den måde, at det hele hurtigt bliver meget mudret, når der åbnes op for nuancerne i karaktertegningen. De gode, som man hurtigt knytter sig til, viser sig at have lig i bagagen og de afskyelige onde viser en menneskelighed og historie, som mod ens vilje kalder på sympati.

Man begynder også at ane et ondt virkemiddel i kompositionen, som skærer dybt ind i ens naive, plothungrende læserhjerte. Personer dør som fluer og uden at spoile for meget, tør jeg godt sige, at det ikke kun er bipersoner, som må lade livet. I A Storm of Swords er der således 5 af de helt store karakterer, som (ufrivilligt) tager billetten. Det er ondskabsfuldt og under læsningen tog jeg flere gange mig selv i at blive hylet ud af den og blot sidde og måbe i frustration.

Det er forbandet god læsning og jeg kan kun anbefale alle at dykke ned i Martins fascinerende univers.

Relateret materiale

• Læs også min anmeldelse af A Game of Thrones (= første bind i serien)
• Læs også min anmeldelse af A Clash of Kings (= andet bind i serien)

Med Kong Robert Baratheons død bliver The Seven Kingdoms kastet ud i en altomfattende magtkamp. I norden er Robb Stark blevet udråbt som konge efter at Joffrey . . . → Læs mere: George R.R. Martin: A Clash of Kings]]> Sagaen fortsætter og begivenhederne tager fart i A Clash of Kings fra 1998, som er andet bind i George R.R. Martins fantasy-serie A Song of Ice and Fire.

Med Kong Robert Baratheons død bliver The Seven Kingdoms kastet ud i en altomfattende magtkamp. I norden er Robb Stark blevet udråbt som konge efter at Joffrey Baratheon/Lannister på brutal vis huggede hovedet af Robbs far Ned Stark. Derudover har den oprindelige Kong Roberts to brødre hver især udnævnt sig selv til konger. Endelig er der den usympatiske Balon Greyjoy fra The Iron Islands som også vil være konge… og så selvfølgelig Joffrey, som er Roberts arving (men ikke hans søn).

Dermed er scenen sat og bogens titel skal altså ikke forstås som en catchy one-liner, men snarere som en konkret beskrivelse af hvad læseren har i vente. Og sammenstød mellem konger er der nok af og det er herligt at følge med i. Magtbalancen skifter konstant, og små og store begivenheder væves sammen til et omfattende, intrikat plot. Dertil kommer sidehistorierne om Daenerys Targaryen og The Night’s Watch.

Det er massivt og spændende, men som i første bind er det dog en anelse trættende med de mange parallelle historier. Der zappes rundt og nogle gange går der for lang tid, før man som læser kommer videre med de forskellige plotlinjer.

Med det sagt underholder Martin dog stadig sin læser på overbevisende vis. Der er blodige kampe, sindrige intriger, rørende romantik og nuancerede karakterer. Der er også belastende elementer ind imellem, men overordnet er serien stadig super fængende læsning.

HBO er i øvrigt godt i gang med at lave anden sæson klar og at dømme efter den fede trailer for Game of Thrones: Season 2, kan vi roligt glæde os til foråret.

Relateret materiale

• Du kan finde et fremragende resumé på Wikipedias side om A Clash of Kings (hvis du altså ikke har noget imod spoilers)
• Læs også min anmeldelse af A Game of Thrones (= første bind i serien)
• Læs også min anmeldelse af A Storm of Swords (= tredje bind i serien)

Protagonisten er den pensionmodne sherif Hackberry Holland, som efter at være blevet godt og grundigt traumatiseret i en fangelejr under Koreakrigen nu opretholder . . . → Læs mere: James Lee Burke: Regnguder]]> Endelig en solid kriminalroman! Med Regnguder (oversat fra Rain Gods som udkom i USA i 2009) leverer den amerikanske forfatter James Lee Burke kvalitetslitteratur med atmosfære, vedkommende karakterer og et spændende plot.

Protagonisten er den pensionmodne sherif Hackberry Holland, som efter at være blevet godt og grundigt traumatiseret i en fangelejr under Koreakrigen nu opretholder lov og orden i en provinsflække i Texas. Omgivelserne er mættede med en tør, varm og rå natur, som i kombination med en række makabre mord sætter scenen. Karaktergalleriet udgøres af wacko lejemordere, hykleriske forretningsmænd, forrykte familiefædre og psykisk tyndslidte patrioter.

Bortset fra en unødvendig epilog, hvor der bindes en sød happy-ending sløjfe, er Regnguder super læsning. Sproget er stramt, men alligevel malende uden at krænge over i de typiske genreklicheer. Jeg kan varmt anbefale bogen og vil dykke yderligere ned i Burkes omfattende bagkatalog.

Overordnet er Vinterkongen ikke nogen specielt god bog. Jeg købte den ved en tilfældighed, da min gamle kong-arthur-fetich pludselig blussede op under et besøg i Vangsgaards boghandel. Jeg forventede ikke det store og . . . → Læs mere: Tre fra reolen: Cornwell, Hemingway & Mankell]]> Sommer er læsetid! Her kommer en kort gennemgang af, hvad det er blevet til i denne omgang.

1. Vinterkongen af Bernard Cornwell

Overordnet er Vinterkongen ikke nogen specielt god bog. Jeg købte den ved en tilfældighed, da min gamle kong-arthur-fetich pludselig blussede op under et besøg i Vangsgaards boghandel. Jeg forventede ikke det store og blev da heller ikke positivt overrasket af Cornwells unuancerede, klicheprægede fortællestil.

Men det er Kong Arthur og det er basalt spændende, så alligevel kom jeg hurtigt igennem de 752 sider. Der smøres virkelig tykt på i karaktertegningen og leder man efter noget ekstra under overfladen, leder man forgæves. Jeg kan endnu ikke helt beslutte om jeg gider at læse fortsættelsen.

(Her skulle være et link til mit favoritcitat fra bogen være, men jeg her ikke kunnet finde et.)

2. Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway

En fornøjelig genlæsning af Hemingways klassiker, som indbragte ham Nobels litteraturpris i 1954. Knivskarpt skærer Hemingway ind til benet i denne korte roman om en stakkels gamle fisker, som fanger sit livs fisk – blot for at opleve at den bliver spist af hajer.

Det er livets hårdhed og snigende meningsløshed, som den gnavne forfatter nok engang fokuserer på i Den gamle mand og havet. Denne gang fornemmer man dog en form for opblødning i det dystre livssyn, som ikke findes i tidligere romaner som f.eks. Farvel til våbnene og Og solen går sin gang. Romanens fisker ser en mening med i livet i venskabet med en dreng og der anes til slut en lille sprække af lys. Jeg synes ikke det er Hemingways bedste værk, men det er stadigvæk en bog, som de færreste kvalitetsmæssigt når til sokkeholderne.

Se mit favoritcitat fra Den gamle mand og havet

3. Ildspor af Henning Mankell

Mit første og nok ikke sidste møde med Kurt Wallander på skrift. Det er svensk krimi, når det er bedst, når Mankell lader os følge Wallanders opklaring i det skånske sommerland. I Ildspor står Wallander overfor en række voldsomme dødsfald og mord, som ikke uden videre kan kædes sammen. Det ændrer sig dog hen ad vejen, og krimien tager stille og roligt fart, efterhånden som mordene og sporene hober sig op.

Mankell formår at balancere mellem de indre og ydre spændinger, således at Wallanders tanker og udvikling væves fint sammen med opklaringsarbejdet. En gang imellem løftes den moralske pegefinger lige lovlig meget og der luftes en uinteressant lede ved den vej, samfundet bevæger sig. En ekstra spænding opstår dog ved, at vi får indblik i morderens gøren og laden og på den måde ved langt mere end Wallander, som må famle sig frem. Det er et godt greb, som er veludført og medvirker til at gøre bogen læseværdig og spændende.

Se mit favoritcitat fra Ildspor.

I sensommeren fløj jeg gennem Bavian, som længe havde siddet på reolen og skulet til mig med stor selvtillid. . . . → Læs mere: Fire blandede bolcher: Aidt, Nabokov, Padura og Klougart]]> Som tiden dog flyver. Fire bøger er alt, hvad det kunne blive til siden sidst. Her kommer en kort gennemgang af bøgerne, ordnet kronologisk efter, hvornår jeg har læst dem.

1. Bavian af Naja Marie Aidt

I sensommeren fløj jeg gennem Bavian, som længe havde siddet på reolen og skulet til mig med stor selvtillid. Den vidste, at jeg vidste, at den var god, og at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg læste den. Så med blot tre års forsinkelse fik jeg endelig læst den – og oh hvor var det godt.

Aidt skriver præcist, men samtidig enormt sansemættet. Bogens 15 korte noveller æder sig ind sprogligt og plotmæssigt med sine grotesk-absurde beretninger om alt det, som kan gå galt. Et myggestik bliver til en byld, som bliver til hjernebetændelse og en sølle eksistens i novellen “Myggestik”. Ud over “Myggestik” er “Bryllupsrejse” en personlig favorit med sin grelle feriefortælling, hvor den romantiske bryllupsrejse til Grækenland ender i vold og subversion til lyden af ildevarslende William Blake citater.

Se mit favoritcitat fra Bavian.

2. Maskespil i Havana af Leonardo Padura

Bavian gav mig mod på mere og jeg kastede mig sultent over Maskespil i Havana, første del af Paduras anmelderroste krimiserie “Havana-kvartetten”. Scenen er, som titlen antyder, Cubas forfaldne, maleriske hovedstad, hvor et ord skal opklares i hælene på kriminalkommissær Mario Conde. Det lyder i og for sig interessant nok (hvilket også var årsagen til, at jeg ville læse bogen). Det er det bare ikke.

Måske har jeg set for meget Beck, CSI, Rejseholdet og Twin Peaks til at kunne hidse mig op over det mord på en transvestit, som danner rammen om fortællingen. Der er for få detaljer og i stedet bruges blækket på at beskrive det åh så spændende miljø og den åh så antiheltsagtige Conde, som tænker længe og dybt over seksualiteten og kønnenes kringelkroge. Det er på den måde en klassisk krimi, hvor den sande spænding foregår i protagonistens erkendelse, men jeg blev aldrig fanget af hverken sproget, miljøet eller personerne. Og når så forbrydelsen tilmed er ret uinteressant, så bliver det lidt af en kamp at komme igennem. Lidt ærgerligt når man har købt alle fire bøger i serien…

Se mit favoritcitat fra Maskespil i Havana.

3. Forsvaret af Vladimir Nabokov

Efter den kedsommelige læseoplevelse havde jeg brug for noget opløftende, som kunne give mig glæden ved at læse tilbage. Der skulle ikke tages chancer, så valget faldt på Nabokov, som for mig altid har været garant for kvalitet, humor og fremdrift. Forsvaret var heldigvis ingen undtagelse.

Vi følger det gakkede skakgeni Luzhin gennem hans barndom og frem til han tager billetten for at slippe ud af tvangstankernes omklamring. Sprogligt er der mange herlige finesser, som vi kender det fra Nabokov, ligesom persontegningen er helt i top. På det fortællende plan er det også interessant at blive lukket ind i et sind, hvor skakbrættets sorte og hvide felter kommer til at dominere alt. Forsvaret er en herlig, letlæst bog, som varmt kan anbefales.

Se mit favoritcitat fra Forsvaret.

4. Stigninger og fald af Josefine Klougart

Gamle Nabokov skulle dog have lidt modspil af ungdommen, så jeg købte Josefine Klougarts roste debutroman. Lars Bukdahl kunne (naturligvis) ikke særlig godt lide den, men mange gange kan det være en anbefaling i sig selv, så jeg tog chancen.

Allerede fra første side fremstår Stigninger og fald som helt sin egen. For at sige det mildt er der er ikke vanvittig meget på spil plotmæssigt, hvilket dog opvejes af en sproglig nuancering af alt, hvad der beskrives. Det betyder heftig billeddannelse og utallige sammenligninger, hvilket Klougart for det meste slipper godt fra. Indimellem er der metaforiske forskydninger, som jeg ikke helt er med på, men i det store hele synes jeg, det fungerer godt på sin særegne poetiske facon.

Se mit favoritcitat fra Stigninger og fald.

5. Hvad nu??? Anbefalinger modtages

Udbuddet af god litteratur vokser eksponentielt, men desværre følger jeg ikke længere så meget med i, hvad der er hot og hvad der er not. Derfor vil jeg meget gerne have input til, hvad jeg skal læse nu. Skriv en kommentar nedenfor med dit forslag, og tilføj gerne et par ord om hvorfor jeg læse den.

Mange tak!

Den stakkels Nicolai Svaneborg hvirvles meget mod sin vilje ind i en okkult underverden, som truer med at ødelægge . . . → Læs mere: Fremragende debut]]> Min tidligere studiekammerat fra litteraturhistorie, Anders Hoberg, debuterede d. 28. april 2008 som forfatter med romanen Kødets afveje. Jeg har nu fået læst den, og jeg er rigtig glad på Anders’ vegne, for bogen er god.

Den stakkels Nicolai Svaneborg hvirvles meget mod sin vilje ind i en okkult underverden, som truer med at ødelægge verden. Intet mindre. Der går naturligvis et stykke tid, før Nicolai erfarer, hvor grelt det reelt står til, og på den måde opbygges der en støt opadgående spændingskurve.

Finurlig fortæller
Det er Nicolai selv, der fortæller historien, og denne fortællerstemme er godt selskab. Generelt er han et selvudslettende pjok, som slet ikke har lyst til at redde verden og derfor løbende kommer med fede kommentarer som denne:

“Andres problemer har aldrig rigtigt kunne mindske mine egne. Om noget forfladiger andres kvaler blot ens egen lidelseshistorie, og udelukker muligheden for storslået tragik.” (s. 16)

Hele tiden er der denne underliggende selvbevidsthed, som delagtiggør læseren i Nicolais tanker omkring det, han kommer ud for. Det er skarpt og underholdende, og det indsætter romanens spektakulære scener i et genkendeligt og tiltalende univers.

Samtidig er Nicolais sprog også farverigt og lattervækkende med sit ofte meget udpenslede, groteske  billedsprog. Eksempelvis denne beskrivelse af en STOR mand:

“Hans store hænder lignede blødende kløer, og han virkede næsten for stor til rummet, som om han kun lige kunne begrænse sig til de tyve kvadratmeter.” (s. 112)

Ydermere gemmer der sig også mange guldkorn i Nicolais sideløbende bemærkninger, hvor han tørt kommenterer på det mere og mere absurde forløb, han er blevet en del af. Min personlige favorit er denne kommentar, som egentlig kunne henvise til noget smukt omkring altings sameksistens, men som i Nicolais tilfælde tværtimod henviser til noget meget konkret og ubehageligt:

“Det lærer man måske efterhånden, at alt kommer én ved. At intet, der sker, undgår at berøre, befamle og rode rundt i ens liv, uanset hvor fjernt det så umiddelbart kan forekomme.” (s. 140)

Læs den: Kødets afveje

Man er som læser underholdt hele vejen, både sprogligt, spændingsmæssigt og ikke mindst humoristisk. For bogen er virkelig sjov, og indimellem sidder man bare og griner for selv over de absurde begivenheder og ikke mindst Nicolais respons på dem. Det er god litteratur og jeg kan varmt anbefale bogen. Uden at afsløre for meget kan der tilmed være lagt op til en fortsættelse, så vi kan kun håbe at Anders får skrevet og udgivet endnu mere. Bedømt ud fra debuten er det ham velundt!

På forlagets hjemmeside kan du købe bogen samt få en forsmag i form af tre gratis kapitler.