Anmeldelse: Don Winslow – De smukke vilde

Don Winslow: De smukke vildeJeg har fået læst De smukke vilde, efter at en god ven forærede mig den. Bogen blev udgivet i 2010 og er skrevet af den relativt garvede amerikanske krimiforfatter Don Winslow.

Vi har at gøre med en hårdkogt thriller som er pakket ind i en kæk, postmoderne fortællestil. Vores hovedpersoner er Ben og Chon og deres fælles (bolle)ven Ophelia. Ben og Chon dyrker noget meget populært pot og det har gjort dem meget rige. Alt er godt, indtil de mexikanske narkokarteller vil have del i den profitable pothandel. Volden eskalerer, moralen eroderes og tempoet skrues op.

I starten skal man skal lige vænne sig til stilen, hvor fortælleren hele tiden kommenterer sit eget sprog og bryder fiktionens ramme. Ligeledes er sproget så hipster-ungt, at det næsten virker forceret. Karaktererne er ekstremt karikerede og farverige og på den måde kommer det hele til at virke lidt som at læse en tegneserie. Der er konstant knald på, og der skiftes hele tiden vinkel.

Overraskende nok fungerer det fint og bogen er god læsning. Jeg var underholdt hele vejen og ser faktisk frem til filmatiseringen af Oliver Stone, som har dansk premiere i oktober 2012 og bl.a. har Benicio Del Toro, John Travolta og Salma Hayek på rollelisten. At dømme efter traileren, har fortællingen fået et ordentligt skud Hollywood og er blevet pumpet endnu mere op i tempo end bogen, så det skal nok blive sjovt:

Om De smukke vilde

Anmeldelse: George R.R. Martin – A Feast for Crows

George R.R. Martin: A Feast for CrowsA Feast for Crows fra 2005 er fjerde bog i George R.R. Martins serie A Song of Ice and Fire. Formen er den samme som i de tre foregående bind med kapitler knyttet til forskellige hovedpersoner. Ulig de andre bøger er der dog i A Feast for Crows lavet et udvalg, så nogle personer er valgt fra og gemt til næste bog, hvilket Martin pædagogisk forklarer i forordet.

Dermed har Martin fået mere spillerum og han bruger (mange) flere bogstaver på at gå i dybden med personer og begivenheder. Selvom denne øgede fokusering til tider er interessant nok, er konsekvensen dog, at selve plottet bevæger sig markant langsommere fremad. Og da Martin samtidig løbende har ‘tyndet ud’ i vores elskede hovedpersoner, bliver bogen en anelse træg. Den tidligere omtalte suspense mellem de forskellige karakterers historier bliver også mere markant her i fjerde bind – eksempelvis går der henholdsvis 16 og 12 kapitler mellem at vi følger Arya og det er virkelig for meget.

Der er stadig tale om exceptionelt håndværk og et helt unikt univers – men der er bare for mange omveje og for lidt fremdrift. Udefra set virker det som om, at Martin er ved at skrive sig ind i en blindgyde, hvor uvæsentlige detaljer og ligegyldige omveje kommer til at tage fokus fra det overordnede plot. Faktisk begynder det efterhånden at virke som om, at Martin enten ikke vil eller ikke formår at få afsluttet historien. Det bliver i hvert fald sværere og sværere at ane en vellykket afrunding på den ellers fantastiske sang om is og ild.

Om bogen

Relateret materiale

Anmeldelse: James Lee Burke – Neonregn

James Lee Burke: Neonregn Neonregn fra 1987 er James Lee Burkes første bog i serien om kriminalkommissær Dave Robicheaux. Vi er i New Orleans i Louisiana, hvor tilfældigheder får Dave viklet ind i en større kriminalsag.

Plottet byder på masser af vold, organiseret kriminalitet og en snert af noget storpolitik. I persongalleriet finder vi små og store gangstere, mere eller mindre korrupte politifolk og så Dave i centrum. Bogen er fortalt i førsteperson og opbygget kronologisk, så på den måde hænger vi på Dave hele vejen. I hovedet på Dave blandes de ydre begivenheder sammen med indre monologer om hans traumer fra Vietnam-krigen og den alkoholisme, som han med blandet held prøver at tage afstand fra.

Dave Robicheaux er ikke godt selskab

Desværre er Dave er ikke min kop te og bliver med sin grove, brutale tilgang til udfordringerne ret belastende selskab. Hovedpersonen er simpelthen for irriterende, med de valg han træffer og sproget er i bedste fald jævnt. Man mærker også på den hårdkogte 80er-stil, at bogen har nogle år på bagen og selvom Neonregn alt i alt er en solid krimi, så når den ikke niveauet af Burkes 22 år nyere Regnguder. Når så plottet heller ikke for alvor indfrier forventningerne, bliver det samlede resultat middelmådigt. Burke har i alt skrevet 19 bøger om Dave Robicheaux og jeg håber virkelig, at kvaliteten forbedres efterhånden.

Om bogen

Ekstra: Læs også min anmeldelse af James Lee Burke: Regnguder.

Anmeldelse: Martin Jensen – En fremmed klippe

Martin Jensen: En fremmed klippeVi er i Wales i år 1848. Vores hovedperson er en 14-årig dreng, der hedder Sion. Hans forældre er døde. Et cirkus kommer til byen. Sion møder en elefant og en elefantpasser. Ting sker. Sion bliver voksen. Sådan kan handlingen i En fremmed klippe af Martin Jensen fra 2012 parafraseres. Lyder det spændende? Nej vel. Og det er det heller ikke.

Banal initiation-fortælling i kedelig indpakning

Vi har at gøre med en banal initiation-fortælling om en drengs indvielse i voksenlivet. Det er en genre, som Hemingway mestrede og hvor især den korte novelle “Indian Camp” fra 1924 står som et stærkt eksempel. Hos Hemingway fungerer det – det gør det ikke hos Jensen.

Jensens plot er spændingsløst 95% af tiden og karatererne er flade som pandekager. Den historiske kontekst, som danner ramme om begivenhederne, er også røvsyg. Endelig er sproget kluntet og jeg bliver virkelig træt af de mange ligegyldige passager, som ikke tjener nogen verdens nytte ud over at forklare, hvordan tingene var i gamle dage… Lad os tage et eksempel:

“Græsset var vådt endnu, da han drejede væk fra bjergvejen og fulgte stien opad bag Vedbendbusken. Heldigvis pudsede han skoene godt forleden, de næsten skinnede af læderfedt og holdt fugten ude.” (s. 130)

Hvorfor fortæller du mig det? Det har da ingen som helst relevans, at Sion lige har pudset sine sko. Er det for at indikere, at han er en flittig, pligtopfyldende dreng? Hvis ja, så var det allerede feset ind omkring side 17.

Hen mod slutningen kommer der en anelse dramatik, så bogen sniger sig lige over grænsen for komplet spild af tid. Men En fremmed klippe er overordnet set ikke en god bog.

Om bogen

Andre Agassi: Open

[singlepic id=180 w=320 h=240 float=right]“Den bedste sportsselvbiografi jeg nogensinde har læst…” Sådan omtalte en god ven bogen Open, som er Andre Agassis selvbiografi fra 2009. Min ven er journalist, sportsnørd og kan godt lide Band of Brothers, så jeg tog hans ord for gode varer og købte den fluks på Amazon for sølle 50 kr.

Jeg kan ikke lide selvbiografier…

Indledningsvist vil jeg bemærke, at jeg ikke er stor fan af hverken biografier eller selvbiografier og derfor ikke har læst særlig mange af dem. Biografier har sjældent fiktionens dragende plot og mangler typisk også litterær tyngde. Den bedste undtagelse, jeg kan komme i tanke om, er Jørgen Leths Det uperfekte menneske (læs i øvrigt mit favoritcitat fra Det uperfekte menneske). Den er måske en anelse selvsmagende, men den er har også noget på hjerte og er godt skrevet.

Men tilbage til Open. Bogen udkom blot 3 år efter, at Agassi spillede sin sidste professionelle kamp. Det er måske lidt tidligt at skrive en selvbiografi, men på den anden side, så er Agassis tennis-æra afsluttet og så skader lidt refleksion som sådan ikke.

Inden jeg læste bogen, kendte jeg egentlig ikke så meget til Agassi og er heller ikke den store tennisfan. Bevares, jeg kan godt huske ham, hans spraglede tøj og tid tider hidsige temperament, men jeg havde ingen egentlig idé om hans bedrifter.

… men Open er god

I Open får man som læser overblik over en stor karriere og de personlige op- og nedture som lå bag. Man får historien om en stakkels søn af en immigrant, som er blevet pacet frem og som aldrig er blevet spurgt om han overhovedet har lyst til at spille tennis. Presset fra faderen gør dog, at Agassi bliver rigtig, rigtig god og bliver nummer et i verden ad flere omgange samt vinder 8 grand slam titler + OL i Atlanta i 1996.

På det personlige plan kommer vi omkring komplekser fra alt som kæresterier og et anstrengt forhold til faderen til stofmisbrug og mindreværdskomplekser over en vigende hårgrænse. Med en god vekslen mellem det professionelle tennisliv og mennesket bag stjernen får bogen nerve og den Agassi bliver som person vedkommende.

Sprogligt er Open dog lidt gumpetung og lider under lidt for mange selvrefleksioner, som formidles i et på samme tid kækt og følelsesladet sprog. Patosen holdes dog på et anstændigt niveau, og derfor er ordene mest af alt noget som bare er der og som man ikke tænker for meget over. Bogen er selvfølgelig ikke skrevet af Agassi alene men i samarbejde med forfatteren J.R. Moehringer. Det er bestemt et acceptabelt træk, men det for mig skæmmer det nu autenticiteten en anelse.

Overordnet kan Open varmt anbefales. Man lærer, hvem Agassi var og er som både menneske og tennisspiller og får et letlæst kig bag kulisserne på en topkommercialiseret sport som tennis. Og så koster den kun 50 kr. på engelsk og 100 kr. på dansk. Vi du vide mere, Så kan jeg varmt anbefale Wikipedias side om Andre Agassi, der som sædvanlig er et sandt overflødighedshorn af spændende information.