Når døden tager affære

Døden udebliver indimellem Hvad sker der, hvis folk pludselig holder op med at dø? Det spørgsmål leger den portugisiske Nobelprisvinder José Saramago med i romanen Døden udebliver indimellem fra 2005. Svaret viser sig selvfølgelig at være kaotiske tilstande både eksistentielt og psykologisk, men også i en ren praktisk forstand. For hvordan skal man eksempelvis håndtere alle de gamle, som der bliver flere og flere af?

Bogen byder på en finurlig, stilbevidst fabel, der gerne tager en omvej. Derfor kan man indimellem godt føle en tendens til tomgang, når plottet ikke rigtig kommer videre. Dette gælder specielt i første halvdel, hvor stilen er meget apersonal og selvreflekterende som her:

“At det betyder lidet i denne historie hvad slags slægtskabsforhold der er mellem nogle bønder som højst sandsynligt ikke vil optræde flere gange i den, ved vi bedre end nogen, men vi syntes ikke det ville være rigtigt, selv ikke ud fra en rent fortælleteknisk synsvinkel, med et par rappe linier at haste forbi lige netop de personer som skulle blive hovedpersoner i en af de mest dramatiske episoder i denne usandfærdige, om end troværdige, historie om døden som udebliver indimellem.” (s. 35)

Det er selvfølgelig altid sjovt med noget refleksion over forholdet mellem fiktion og virkelighed, men i flere tilfælde virker det en anelse for stiliseret og den umiddelbare litterære glæde drukner i omstændelighed. Og så skriver han meget lange sætninger! Heldigvis serverer Saramago indimellem suveræne guldkorn, som hjælper til at holde gejsten oppe, som disse to eksempler kan illustrere:

“Når man har med ord at gøre, kan man aldrig være påpasselig nok, de forandrer mening akkurat som menneskene.” (s. 60)

“[...] for ordene, hvis ikke du ved det, bevæger sig meget, forandrer sig natten over, er ustabile som skygger, er selv skygger, som er her lige så meget som de ikke er, sæbebobler, konkylier som knap lader et pust høre, fældede stammer [...].” (s. 104)

Alt godt kommer til den tålmodige

I den sidste tredjedel begynder der dog pludselig at ske noget, da vi møder døden i skikkelse af et ensomt kvindeligt skelet. Vi kommer nærmere døden, og historien bliver virkelig interessant med en fængende fabulering, som på én og samme tid er absurd, humoristisk, eftertænksom og ikke mindst følsom. Her viser Saramago i den grad sine evner som forfatter og viser, hvorfor Nobelprisen ikke var helt ufortjent.

Saramago skriver selv følgende i bogen:

“[...] om gud og døden er der blevet fortalt mange historier, og dette er kun én af dem.” (s. 134)

Hvad han ikke skriver er, at det er en af de bedre.

Skriv en kommentar

  

  

  

Du kan bruge disse HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>