George R.R. Martin: A Game of Thrones

George R.R. Martin: A Game of ThronesJeg er gået i gang med amerikanske George R.R. Martins monumentale fantasy-serie A Song of Ice and Fire. Og det er mega fedt! Anledningen er den nye HBO serie Game of Thrones, som jeg er helt vild med og som er baseret på Martins bøger. Serien holder det vanlige, høje kvalitetsniveau, vi kender fra andre HBO-serier som Carnivale, Deadwood, Rome og ikke mindst Band of Brothers. Problemet med tv-serien er blot, at der går så lang tid, før anden sæson kommer… derfor synes jeg, at jeg ville tage forskud på glæderne og læse bøgerne.

Første bog i serien er A Game of Thrones fra 1996, og jeg læste den som sagt efter at have set tv-serien. Tv-udgaven læner sig generelt meget loyalt op ad bogen, så derfor var der ikke de store overraskelser. Til gengæld er der en solid portion ekstra kontekst og detaljer, som gør at man kommer meget længere ned i universet og karaktererne.

Martins univers er fyldt med baggrund, personer og intriger, hvilket tilsammen etablerer et troværdigt og vedkommende fantasy-univers. Samtidig er karaktererne tilpas nuancerede og interessante, så bogen kommer til at balancere fint mellem det at ville sandsynliggøre og forklare på den ene side og det at ville underholde og drive en fortælling fremad på den anden side.

Historien foregår i The Seven Kingdoms, hvor magtkampe konstant truer stabiliteten. Langsomt begynder rigets samlende magtfundament at smuldre og tingene kommer ud af balance. Der er intriger alle vegne og modsat meget andet fantasy-litteratur er tingene ikke altid sort-hvide. Tværtimod leges der med konceptet om ‘gode’ og ‘onde’ personer, så man som læser hele tiden tvinges til at revurdere sine holdninger.

Formen i A Game of Thrones er opbygget, så man i hvert kapitel følger forskellige personer. Det er klassisk og det fungerer. Der kommer en naturlig tilknytning til de fortællende personer, samtidig med at der kommer solidt suspense, når et kapitel slutter med en cliffhanger. Dette greb kan dog til tider også virke en anelse belastende i længden for en plothungrende stakkel som mig, når tingene virkelig spidser til. Så skal man død og pine læse 3-4 andre kapitler, før man er tilbage på sporet og det tærer lidt på kræfterne. Overordnet fungerer det dog, da langt de fleste parallelhistorier er spændende og hænger godt sammen.

Indtil videre er der udkommet 5 bøger i serien og Martin har annonceret at der kommer yderligere to. Og da hver bog er 600 – 800 sider er der tale om et omfattende værk. Herligt for en fantasy-sucker som mig! God læselyst.

Relateret materiale

Skriv en kommentar

  

  

  

Du kan bruge disse HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>