1. Vinterkongen af Bernard Cornwell

Overordnet er Vinterkongen ikke nogen specielt god bog. Jeg købte den ved en tilfældighed, da min gamle kong-arthur-fetich pludselig blussede op under et besøg i Vangsgaards boghandel. Jeg forventede ikke det store og blev da heller . . . → Read More: Tre fra reolen: Cornwell, Hemingway & Mankell]]> Sommer er læsetid! Her kommer en kort gennemgang af, hvad det er blevet til i denne omgang.

1. Vinterkongen af Bernard Cornwell

Overordnet er Vinterkongen ikke nogen specielt god bog. Jeg købte den ved en tilfældighed, da min gamle kong-arthur-fetich pludselig blussede op under et besøg i Vangsgaards boghandel. Jeg forventede ikke det store og blev da heller ikke positivt overrasket af Cornwells unuancerede, klicheprægede fortællestil.

Men det er Kong Arthur og det er basalt spændende, så alligevel kom jeg hurtigt igennem de 752 sider. Der smøres virkelig tykt på i karaktertegningen og leder man efter noget ekstra under overfladen, leder man forgæves. Jeg kan endnu ikke helt beslutte om jeg gider at læse fortsættelsen.

(Her skulle være et link til mit favoritcitat fra bogen være, men jeg her ikke kunnet finde et.)

2. Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway

En fornøjelig genlæsning af Hemingways klassiker, som indbragte ham Nobels litteraturpris i 1954. Knivskarpt skærer Hemingway ind til benet i denne korte roman om en stakkels gamle fisker, som fanger sit livs fisk – blot for at opleve at den bliver spist af hajer.

Det er livets hårdhed og snigende meningsløshed, som den gnavne forfatter nok engang fokuserer på i Den gamle mand og havet. Denne gang fornemmer man dog en form for opblødning i det dystre livssyn, som ikke findes i tidligere romaner som f.eks. Farvel til våbnene og Og solen går sin gang. Romanens fisker ser en mening med i livet i venskabet med en dreng og der anes til slut en lille sprække af lys. Jeg synes ikke det er Hemingways bedste værk, men det er stadigvæk en bog, som de færreste kvalitetsmæssigt når til sokkeholderne.

Se mit favoritcitat fra Den gamle mand og havet

3. Ildspor af Henning Mankell

Mit første og nok ikke sidste møde med Kurt Wallander på skrift. Det er svensk krimi, når det er bedst, når Mankell lader os følge Wallanders opklaring i det skånske sommerland. I Ildspor står Wallander overfor en række voldsomme dødsfald og mord, som ikke uden videre kan kædes sammen. Det ændrer sig dog hen ad vejen, og krimien tager stille og roligt fart, efterhånden som mordene og sporene hober sig op.

Mankell formår at balancere mellem de indre og ydre spændinger, således at Wallanders tanker og udvikling væves fint sammen med opklaringsarbejdet. En gang imellem løftes den moralske pegefinger lige lovlig meget og der luftes en uinteressant lede ved den vej, samfundet bevæger sig. En ekstra spænding opstår dog ved, at vi får indblik i morderens gøren og laden og på den måde ved langt mere end Wallander, som må famle sig frem. Det er et godt greb, som er veludført og medvirker til at gøre bogen læseværdig og spændende.

Se mit favoritcitat fra Ildspor.

1. Bavian af Naja Marie Aidt

I sensommeren fløj jeg gennem Bavian, som længe havde siddet på reolen og skulet til mig med stor selvtillid. Den vidste, at . . . → Read More: Fire blandede bolcher: Aidt, Nabokov, Padura og Klougart]]> Som tiden dog flyver. Fire bøger er alt, hvad det kunne blive til siden sidst. Her kommer en kort gennemgang af bøgerne, ordnet kronologisk efter, hvornår jeg har læst dem.

1. Bavian af Naja Marie Aidt

I sensommeren fløj jeg gennem Bavian, som længe havde siddet på reolen og skulet til mig med stor selvtillid. Den vidste, at jeg vidste, at den var god, og at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg læste den. Så med blot tre års forsinkelse fik jeg endelig læst den – og oh hvor var det godt.

Aidt skriver præcist, men samtidig enormt sansemættet. Bogens 15 korte noveller æder sig ind sprogligt og plotmæssigt med sine grotesk-absurde beretninger om alt det, som kan gå galt. Et myggestik bliver til en byld, som bliver til hjernebetændelse og en sølle eksistens i novellen “Myggestik”. Ud over “Myggestik” er “Bryllupsrejse” en personlig favorit med sin grelle feriefortælling, hvor den romantiske bryllupsrejse til Grækenland ender i vold og subversion til lyden af ildevarslende William Blake citater.

Se mit favoritcitat fra Bavian.

2. Maskespil i Havana af Leonardo Padura

Bavian gav mig mod på mere og jeg kastede mig sultent over Maskespil i Havana, første del af Paduras anmelderroste krimiserie “Havana-kvartetten”. Scenen er, som titlen antyder, Cubas forfaldne, maleriske hovedstad, hvor et ord skal opklares i hælene på kriminalkommissær Mario Conde. Det lyder i og for sig interessant nok (hvilket også var årsagen til, at jeg ville læse bogen). Det er det bare ikke.

Måske har jeg set for meget Beck, CSI, Rejseholdet og Twin Peaks til at kunne hidse mig op over det mord på en transvestit, som danner rammen om fortællingen. Der er for få detaljer og i stedet bruges blækket på at beskrive det åh så spændende miljø og den åh så antiheltsagtige Conde, som tænker længe og dybt over seksualiteten og kønnenes kringelkroge. Det er på den måde en klassisk krimi, hvor den sande spænding foregår i protagonistens erkendelse, men jeg blev aldrig fanget af hverken sproget, miljøet eller personerne. Og når så forbrydelsen tilmed er ret uinteressant, så bliver det lidt af en kamp at komme igennem. Lidt ærgerligt når man har købt alle fire bøger i serien…

Se mit favoritcitat fra Maskespil i Havana.

3. Forsvaret af Vladimir Nabokov

Efter den kedsommelige læseoplevelse havde jeg brug for noget opløftende, som kunne give mig glæden ved at læse tilbage. Der skulle ikke tages chancer, så valget faldt på Nabokov, som for mig altid har været garant for kvalitet, humor og fremdrift. Forsvaret var heldigvis ingen undtagelse.

Vi følger det gakkede skakgeni Luzhin gennem hans barndom og frem til han tager billetten for at slippe ud af tvangstankernes omklamring. Sprogligt er der mange herlige finesser, som vi kender det fra Nabokov, ligesom persontegningen er helt i top. På det fortællende plan er det også interessant at blive lukket ind i et sind, hvor skakbrættets sorte og hvide felter kommer til at dominere alt. Forsvaret er en herlig, letlæst bog, som varmt kan anbefales.

Se mit favoritcitat fra Forsvaret.

4. Stigninger og fald af Josefine Klougart

Gamle Nabokov skulle dog have lidt modspil af ungdommen, så jeg købte Josefine Klougarts roste debutroman. Lars Bukdahl kunne (naturligvis) ikke særlig godt lide den, men mange gange kan det være en anbefaling i sig selv, så jeg tog chancen.

Allerede fra første side fremstår Stigninger og fald som helt sin egen. For at sige det mildt er der er ikke vanvittig meget på spil plotmæssigt, hvilket dog opvejes af en sproglig nuancering af alt, hvad der beskrives. Det betyder heftig billeddannelse og utallige sammenligninger, hvilket Klougart for det meste slipper godt fra. Indimellem er der metaforiske forskydninger, som jeg ikke helt er med på, men i det store hele synes jeg, det fungerer godt på sin særegne poetiske facon.

Se mit favoritcitat fra Stigninger og fald.

5. Hvad nu??? Anbefalinger modtages

Udbuddet af god litteratur vokser eksponentielt, men desværre følger jeg ikke længere så meget med i, hvad der er hot og hvad der er not. Derfor vil jeg meget gerne have input til, hvad jeg skal læse nu. Skriv en kommentar nedenfor med dit forslag, og tilføj gerne et par ord om hvorfor jeg læse den.

Mange tak!

Marvel Hill: “Kiss/Bite” Lidt Mew, lidt moi Caprice, endda lidt Keane  – og så en hel masse Marvel Hill. “Kiss/Bite” er forløberen for Marvel Hills andet album, der er sat til at . . . → Read More: Marvel Hill, Primo Levi og robotter]]> Det er sommer, det er varmt og fritid er der lige pludselig lidt tilovers af. Den skal bruges fornuftigt, så her kommer 3 anbefalinger til sommeren:

Marvel Hill: “Kiss/Bite”
Lidt Mew, lidt moi Caprice, endda lidt Keane  – og så en hel masse Marvel Hill. “Kiss/Bite” er forløberen for Marvel Hills andet album, der er sat til at udkomme i efteråret. Singlen lover rigtig godt og lyder af et band, der er blevet mere modent og selvsikkert. Aggressionen fra Heartless is more er erstattet af en ærlig og mere neddæmpet stil, som i den grad klæder bandet. Tekstmæssigt er der også mere på spil, når kærlighedens banale følsomhed kontrasteres af fornuften, som har fået nok. Imidlertid spores der en selvmodsigelse mellem de to, og sangen får derved formidlet et smertefuldt dilemma. “Whatever you try, whatever you say, whatever you feel it’s just too late…” Et godt soundtrack til de mørke sommeraftner og en lovende forsmag på den svære toer.

Du kan lytte til singlen på MySpace og købe den på iTunes. Desværre ingen vinyl, men det kommer forhåbentlig, når hele pladen udkommer.

Primo Levi: Vidnesbyrd
Levi står som en klassiker indenfor den litterære vidnesbyrdgenre. Som italiensk jøde blev han i 1943 deporteret til en lejr nær Auschwitz og overlevede mod alle odds (og modsat de fleste andre). Efterfølgende skrev han de tre bøger Hvis dette er et menneske, Tøbruddet og De druknede og de frelste, som skildrede hans oplevelser i lejrene og tiden, der fulgte efter. Forlaget Rosinante har nu samlet de tre bøger under titlen Vidnesbyrd, som sælges til sølle 200 kr.

Bogen rummer nogle gribende optegnelser, der veksler mellem nøgterne observationer og personlige reflektioner. Levi er med god grund mildest talt dybt misfornøjet med, at det kunne ske, og finder det utilgiveligt: “Forstår Kuhn [en medfange] ikke at det der er sket i dag er så afskyeligt at ingen takkebøn, ingen tilgivelse, ingen udslettelse af de skyldige, kort sagt intet af det der står i menneskenes magt nogensinde kan gøre det godt igen?”  Spørgsmålet stiller Levi efter en af de regelmæssige udvælgelser, hvor fanger sendes til gaskamrene.

Vidnesbyrd er smertelig men også nødvendig læsning, som minder os om den forfærdelige fortid.

Robotter: Transformers 2 og Terminator Salvation
Bliver det en dansk sommer, som vi kender den, er regn nok ikke uundgåeligt. Så er det med at komme i biffen, og få lidt letbenet underholding for at slippe for Den store Klassefest på TV2, som genudsendes for gud ved hvilken gang.

Transformers 2 er dårligere end etteren, men er nu stadig god underholdning. Historien er sparet væk, men til gengæld er der militær-gadgets og enorme robotter en masse, og hvad mere har man egentlig brug for? Scenen hvor Optimus Prime ene robot forsvarer hovedpersonen (som jeg har glemt hvad hedder) er således alle 90 kr. værd. Dyre actionfilm skal ses i biografen og det gælder i den grad Transformers 2!

Terminator Salvation er marginalt bedre end Transformers 2, men forvent ikke nogen dyb, sammenhængende historie. Den ene hovedperson, John Conner (Christian Bale), råber hele tiden og har ikke mange nuancer. Lidt bedre er Marcus Wright (med stumt W… spillet af Sam Worthintgon), som spiller den gode robot, der tror den er et mennske. Igen er det dog effekterne og de generelle science fiction-gimmicks, som trækker. Filmen samler nogenlunde op efter den katastrofale Terminator 3, om end den stadig er etteren underlegen.

Som notorisk modstander af kærlighedfilm . . . → Read More: “What we feel isn’t important”]]> Ordene kommer fra filmen The Reader (2008). En helt igennem gribende og fascinerende film om kærlighedens uransagelige veje og konsekvensen af vores handlinger. Rammefortællingen er på overfladen en kærlighedsaffære mellem en 15-årig dreng og en noget ældre kvinde, men langsomt introduceres filmens dybere tematik i form af holocaust og det personlige ansvar.

Som notorisk modstander af kærlighedfilm er det en fornøjelse at se, hvordan kærligheden i The Reader sættes ind i en bredere, kompliceret kontekst. Skyld, had og bebrejdelse flettes ind og ungdommens rene, naive kærlighed udfordres til det ubærlige.

I filmen siger en jura professor (= en personificering af loven):

“What we feel isn’t important. It’s utterly unimportant. The only question is what we do.”

Det er ud fra et jura-perspektiv korrekt og til at forholde sig til. Da Hanna Schmitz (= Kate Winslet som var SS-vagt under krigen) senere gentager det, bliver det sat endnu mere på spidsen, og denne gang ud fra et mere menneskeligt perspektiv:

“It doesn’t matter what I feel. It doesn’t matter what I think. The dead are still dead.”

Det fascinerende er  imidlertid, at Hanna har svært ved at angre, fordi hun ikke følte, hun kunne have handlet anderledes på grund af omstændighederne. Og spørgsmålet filmen stiller er så, om vi ikke altid selv bærer ansvaret for vores handlinger?

Kunstens og fiktionens berrettigelse
Netop i kraft af evnen til at opstille og formidle sådanne dilemmaer får film og kunst en central rolle at spille for eftertiden. I Passage 58 (2007) skriver Jacob Lund Pedersen således følgende i artiklen “At give erindringen form“:

“[...] i lyset af at vores forhold til Auschwitz mere og mere bliver et forhold på andenhånd, hvor vi må forsøge at skabe forbindelser mellem kendsgerningerne og deres betydninger, mellem fortiden og nutiden. Det er netop i kraft af evnen til at etablere sådanne forbindelser og derigennem aktualisere og gøre det skete og sporene heraf vedkommende, at kunsten og litteraturen besidder et enestående potentiale som erindringsbærer.” (s. 50)

Det er The Reader et fabelagtigt eksempel på, og jeg vil opfordre alle til at se den.

I specialet arbejder jeg med computerens dybere lag og argumenterer for nødvendigheden af at . . . → Read More: Speciale: Interfacets betydning]]> Tilbage i august 2008 afleverede jeg mit speciale og afsluttede dermed fem gode år på Aarhus Universitet. Titlen på specialet er Det virker og hvad så? – Interfacets betydning og spørgsmålet om overflade versus dybde eksemplificeret med en analyse af Google (intet mindre).

I specialet arbejder jeg med computerens dybere lag og argumenterer for nødvendigheden af at gå bagom overfladen og den grafiske brugergrænseflade:

Når vi bruger computere, har vi en opfattelse af at have kontrol over dem. De virker nogenlunde efter vores anvisninger og hjælper os med alskens opgaver og aktiviteter. Godt nok er computere maskiner, men deres virkninger er reelle og i høj grad en del af vores moderne samfund med internettet og hele dets sociale, kulturelle og økonomiske perspektiver [...] Men ved vi egentlig, hvordan computeren virker, og kan vi siges at være i kontrol, hvis det ikke er tilfældet?

Fra dette udgangsåunkt undersøger jeg, computerens måde at virke på og konsekvenserne af de komplikationer, som de mange interfaces iscenesætter. Hovedeksemplet er Google, der står som et ultimativt eksempel på den betydningsfulde forskel mellem overflade og dybde.

På google.com er den grafiske brugergrænseflade barberet ned til et absolut minimum, men under overfladen gemmer sig komplekse funktioner, som rækker langt ind i verdens sociale, ontologiske og økonomiske sfærer. Derfor slutter jeg af med at konkludere følgende:

Som vi så med Google, kunne interfacets domæne således ikke afgrænses til hverken en teknisk eller funktionel sfære med brugervenlighed som omdrejningspunkt. Tværtimod breder interfaceperspektiverne sig ud og kommer til at række ind i flere og flere samfundsforhold og får stor ontologisk betydning. Interfacet forsvinder mere og mere som fast størrelse og det bliver derfor nødvendigt at hæve blikket fra den rent brugsmæssige kontekst. [...] Konklusionen på dette speciale bliver derfor, at tingene nok virker, men at vi er nødt til at spørge hvordan og ikke mindst “hvad så?” Det vil rejse spørgsmål, som ikke uden videre kan besvares, men som er strengt nødvendige at stille.

Du kan hente hele specialet her: Det virker og hvad så? – Interfacets betydning og spørgsmålet om overflade versus dybde eksemplificeret med en analyse af Google.

God læselyst – kommentarer modtages gerne!

Nyd videoen (og . . . → Read More: Sådan skal interviews laves]]> Ville lige dele dette alt for fede interview. Musiker, dj og producer Troels Abrahamsen fortæller om sin nye plade, hvilket traditionelt kan være en ganske tilforladelig øvelse. Det formår instruktør Søren Rye dog at vende fuldstændig om med sin stiliserede æstetik, der på fantastisk vis integrerer musikken og følelserne bag i det audiovisuelle udtryk.

Nyd videoen (og glæd dig i øvrigt til den nye plade, som lyder lovende).

Interview with Troels Abrahamsen from Søren Rye on Vimeo.

Submarino er fra 2007 og består af to jeg-fortællinger fortalt af to brødre: den alkoholiske bodybuilder Nick og hans unavngivne bror, der er narkoman og alenefar. . . . → Read More: Submarino]]> Et par gode venner forærede mig Submarino af Jonas T. Bengtsson for nogle måneder siden. De synes begge den var fantastisk, så de mente, jeg også ville få glæde af den.

Submarino er fra 2007 og består af to jeg-fortællinger fortalt af to brødre: den alkoholiske bodybuilder Nick og hans unavngivne bror, der er narkoman og alenefar. De to har mildest talt ikke haft let gennem livet, og da vi møder dem i bogen, er livet heller ikke ligefrem en dans på roser. Vold, alkohol og stoffer er omdrejningspunkterne, men stadig er der dog også plads til følelser om end i en forkvaklet form.

Lang hverdagsrealisme
Submarino giver et socialrealistisk indblik i nogle hårde hverdage og nogle folk, hvis måde at være og tænke på forekommer ekstrem og fremmedartet. Det gøres ikke lige godt hele tiden, men overordnet formår de to fortællere dog at forblive vedkommende og troværdige. Man nærer sympati for dem og står som medlidende tilskuer til den fortløbende deroute.

Lyspunkter er der få af og uden at afsløre for meget, peges der ikke på nogen vej ud af elendigheden – tværtimod antydes det, at den nedadgående sociale spiral ikke levner de implicerede nogle reelle chancer.

Mit største ankepunkt er, at romanen er et godt stykke for lang. Der traskes rundt i de elendige liv og selvom der hele tiden skabes dynamik med flashbacks, så bliver det ind i mellem for trivielt og stillestående. Som læser fanger man rimelig hurtigt pointen og derfor kan 391 sider godt virke som lidt for meget af det gode.

Heldigvis er man dog godt underholdt det meste af vejen, så alt i alt er Submarino bestemt værd at læse – så længe man er forberedt på, at mørket overvinder lyset og håbet, trods Nicks ønske:

(…) dagen skulle vinde. Dagen, lyset, hvor det der sker i mørket, er umuligt at forestille sig. (s. 32)