Som med tidligere spil i serien, er BF3 primært et multiplayerspil. Der er . . . → Læs mere: Anmeldelse: Battlefield 3]]> Battlefield 3 blev udgivet i efteråret 2011 af DICE, som er en svensk udviklingsafdeling under giganten EA. Jeg har nu spillet det i 15 timer og 52 minutter på min Playstation 3 og vil lige dele mine erfaringer i en kort anmeldelse.

Som med tidligere spil i serien, er BF3 primært et multiplayerspil. Der er en singleplayer campaign, men den er hverken specielt inspirerende eller udfordrende at gennemføre. Multiplayerdelen er på den anden side møgsvær at komme i gang med, når man som grøn rekrut kaster sig hovedløst ud i kampe med erfarne læderhalse.

I starten når man som regel kun lige at se en fjende, hvorefter man bliver pløkket til atomer, inden man så meget som når at tage sigte. Det skyldes flere ting:

• Man kender ikke banerne og det tager lang tid at blive fortrolig med dem
• Modsat de fleste af ens modspillere, har man som ny rekrut kun basale våben uden udvidelser som ex. kikkertsigte og lyddæmper
• De andre spillere er bare fucking gode!

Det gør starten frustrerende og det er en barsk opvågning efter den søvndyssende singleplayer campaign. Heldigvis bliver man gradvist bedre og overlever efterhånden længe nok til faktisk at have det sjovt. Og BF3 er sjovt… det er enormt tilfredsstillende at spæne rundt bevæbnet til tænderne med moderne isenkram og så ellers forsøge at skyde (og ramme) først.

En herlig ting ved BF3 er det omfattende unlock-system, som gør spillet ekstremt vanedannende. Man er altid liiige ved at unlocke en ny dims eller et nyt våben, så derfor er man hele tiden nødt til liiige at spille lidt mere. Læg dertil, at der føres omfattende statistik med alt, hvad du foretager dig, og basis er lagt for en decideret tidsrøver.

Sammenlignet med Battlefield 2 fra 2005, som jeg også spillede ivrigt på min nu hedengangne PC, er der ikke sket det store. Det hele ser lidt pænere ud, men gameplayet er stort set det samme. Men ok, if it ain’t broken, don’t fix it. Det er dog markant mere udfordrende at spille med en PS3 gamepad end med PCens mus og tastatur, så det kræver tilvænning for en ex-pc-player som mig.

Lance Corporal 3 Star “flintebakken” (= mig) anbefaler varmt BF3 og ser frem til at kæmpe mod/med jer. Hvis du vil spille, så skriv dit brugernavn nedenfor eller tilføj mig direkte online

Som . . . → Læs mere: George R.R. Martin: A Storm of Swords]]> Tredje bind i George R.R. Martins fantasy-serie A Song of Ice and Fire er en mastodont på mange måder. Ikke alene er bogen delt op i to bind og strækker sig over 1150 sider. Den er også mættet til bristepunktet med spænding og utænkelige overraskelser. Bogen er det hidtidige højdepunkt i en fremragende serie.

Som de fleste andre bøger i genren arbejdes der i Martins univers med konflikter mellem godt og ondt. Martins bøger adskiller sig dog på den måde, at det hele hurtigt bliver meget mudret, når der åbnes op for nuancerne i karaktertegningen. De gode, som man hurtigt knytter sig til, viser sig at have lig i bagagen og de afskyelige onde viser en menneskelighed og historie, som mod ens vilje kalder på sympati.

Man begynder også at ane et ondt virkemiddel i kompositionen, som skærer dybt ind i ens naive, plothungrende læserhjerte. Personer dør som fluer og uden at spoile for meget, tør jeg godt sige, at det ikke kun er bipersoner, som må lade livet. I A Storm of Swords er der således 5 af de helt store karakterer, som (ufrivilligt) tager billetten. Det er ondskabsfuldt og under læsningen tog jeg flere gange mig selv i at blive hylet ud af den og blot sidde og måbe i frustration.

Det er forbandet god læsning og jeg kan kun anbefale alle at dykke ned i Martins fascinerende univers.

Relateret materiale

• Læs også min anmeldelse af A Game of Thrones (= første bind i serien)
• Læs også min anmeldelse af A Clash of Kings (= andet bind i serien)

Med Kong Robert Baratheons død bliver The Seven Kingdoms kastet ud i en altomfattende magtkamp. I norden er Robb Stark blevet udråbt som konge efter at Joffrey . . . → Læs mere: George R.R. Martin: A Clash of Kings]]> Sagaen fortsætter og begivenhederne tager fart i A Clash of Kings fra 1998, som er andet bind i George R.R. Martins fantasy-serie A Song of Ice and Fire.

Med Kong Robert Baratheons død bliver The Seven Kingdoms kastet ud i en altomfattende magtkamp. I norden er Robb Stark blevet udråbt som konge efter at Joffrey Baratheon/Lannister på brutal vis huggede hovedet af Robbs far Ned Stark. Derudover har den oprindelige Kong Roberts to brødre hver især udnævnt sig selv til konger. Endelig er der den usympatiske Balon Greyjoy fra The Iron Islands som også vil være konge… og så selvfølgelig Joffrey, som er Roberts arving (men ikke hans søn).

Dermed er scenen sat og bogens titel skal altså ikke forstås som en catchy one-liner, men snarere som en konkret beskrivelse af hvad læseren har i vente. Og sammenstød mellem konger er der nok af og det er herligt at følge med i. Magtbalancen skifter konstant, og små og store begivenheder væves sammen til et omfattende, intrikat plot. Dertil kommer sidehistorierne om Daenerys Targaryen og The Night’s Watch.

Det er massivt og spændende, men som i første bind er det dog en anelse trættende med de mange parallelle historier. Der zappes rundt og nogle gange går der for lang tid, før man som læser kommer videre med de forskellige plotlinjer.

Med det sagt underholder Martin dog stadig sin læser på overbevisende vis. Der er blodige kampe, sindrige intriger, rørende romantik og nuancerede karakterer. Der er også belastende elementer ind imellem, men overordnet er serien stadig super fængende læsning.

HBO er i øvrigt godt i gang med at lave anden sæson klar og at dømme efter den fede trailer for Game of Thrones: Season 2, kan vi roligt glæde os til foråret.

Relateret materiale

• Du kan finde et fremragende resumé på Wikipedias side om A Clash of Kings (hvis du altså ikke har noget imod spoilers)
• Læs også min anmeldelse af A Game of Thrones (= første bind i serien)
• Læs også min anmeldelse af A Storm of Swords (= tredje bind i serien)

Den største anke er, at selve ørepropperne er alt for store. Jeg kan simpelthen ikke få dem . . . → Læs mere: Test: Macally TunePalPro]]> MyTrendyPhone har været så venlige at sende mig et headset, som jeg kan anmelde her på bloggen. Headsettet er produceret af amerikanske Macally og hedder TunePalPro. Jeg har testet det på min iPhone 4 og er ikke begejstret.

Den største anke er, at selve ørepropperne er alt for store. Jeg kan simpelthen ikke få dem ind i ørerne uden at gøre vold på de to stakler. Det ekstra sæt ørepropper, som var med i pakken, gør det ikke bedre, så det er bare ikke et headset for mig. Derudover er lyden ikke noget specielt. Den kan næsten hamle op med de Apple Earphones, som følger med en iPhone. Mikrofonen og den generelle materialekvalitet hos Macally er dog ikke lige så god som hos Apple.

Sammenligner jeg med mine a-Jays Four, som jeg primært bruger til musik på farten, blegner Macallys TunePalPro. Der mangler bas, kvaliteten er billig og de er generelt ikke imponerende til musik. Godt nok koster a-Jays også næsten 210 kr. mere end Macallys, men de er godt givet ud, hvis man ønsker en opgradering til det medfølgende headset. Det mener jeg ikke, at man får med Macallys TunePalPro.

Fakta om Macally TunePalPro:

• Testet: Macally TunePalPro Stereo Headset
• På opfordring af: MyTrendyPhone som sælger iPhone tilbehør på nettet.
• Pris: 289 kr.

Protagonisten er den pensionmodne sherif Hackberry Holland, som efter at være blevet godt og grundigt traumatiseret i en fangelejr under Koreakrigen nu opretholder . . . → Læs mere: James Lee Burke: Regnguder]]> Endelig en solid kriminalroman! Med Regnguder (oversat fra Rain Gods som udkom i USA i 2009) leverer den amerikanske forfatter James Lee Burke kvalitetslitteratur med atmosfære, vedkommende karakterer og et spændende plot.

Protagonisten er den pensionmodne sherif Hackberry Holland, som efter at være blevet godt og grundigt traumatiseret i en fangelejr under Koreakrigen nu opretholder lov og orden i en provinsflække i Texas. Omgivelserne er mættede med en tør, varm og rå natur, som i kombination med en række makabre mord sætter scenen. Karaktergalleriet udgøres af wacko lejemordere, hykleriske forretningsmænd, forrykte familiefædre og psykisk tyndslidte patrioter.

Bortset fra en unødvendig epilog, hvor der bindes en sød happy-ending sløjfe, er Regnguder super læsning. Sproget er stramt, men alligevel malende uden at krænge over i de typiske genreklicheer. Jeg kan varmt anbefale bogen og vil dykke yderligere ned i Burkes omfattende bagkatalog.

Her hvor jeg ringer fra er en rigtig god novellesamling fra den amerikanske short-story gury Raymond Carver, som er kendt for sin kontante, Hemingway-inspirerede stil. Det er kvalitetslitteratur og nogle af novellerne er rigtig, rigtig gode. . . . → Læs mere: Carver, Ejersbo og Hultberg]]> 3 nye bøger er blevet læst og fordøjet. Her kommer min mening:

Raymond Carver: Her hvor jeg ringer fra

Her hvor jeg ringer fra er en rigtig god novellesamling fra den amerikanske short-story gury Raymond Carver, som er kendt for sin kontante, Hemingway-inspirerede stil. Det er kvalitetslitteratur og nogle af novellerne er rigtig, rigtig gode. Et særligt indtryk gjorde “Er det rigtige kilometer?” med sit underspillede jalousidrama og “Er du læge?” om tilfældets kraft.

Der er også smuttere som “Populær mekanik,” der kommer til at virke komisk på en dårlig måde med sin meget korte beskrivelse af et skænderi som ender med med, at et barn måske får armen revet af. Gennemgående er det dog rigtig god læsning, selvom ledemotiverne og karaktertyperne går meget igen på tværs af historierne.

Se mit favoritcitat fra Her hvor jeg ringer fra.

Jakob Ejersbo: Eksil

Jeg læste i sin tid Nordkraft, hvor jeg følte mig underholdt på en uinspirerende, Station 2-agtig måde. Alligevel besluttede jeg mig for at læse Eksil, som har fået gode anmeldelser med på vejen. Denne gang fik Ejersbo-oplevelsen dog et ekstra tvist, da jeg nappede den på lydbog – noget jeg ikke har prøvet siden de tidlige teenageår. Det tog mildt sagt noget tid, før jeg vænnede mig til Thure Lindhardts svagt dramatiserede oplæsning, men efterhånden fungerede det ok.

Hvis man tager motiverne fra Nordkraft og flytter dem til Afrika i 80erne, har man en meget god idé om, hvad Eksil er for en størrelse. Der er masser af ungdomsoprør, svigt, sprut, sex og stoffer, hvilket i og for sig burde være spændende nok. Det er dog bare ret stereotypt og unuanceret og hovedpersonen Samantha bliver belastende i længden. Romanen fungerer dog stadig nogenlunde med det eksotiske Afrika som et fint virkemiddel. Jeg tror dog ikke, at jeg gider at læse (eller høre) de to sidste bind i Ejersbos Afrika-trilogi.

(Her er ikke noget yndlingscitat, da det er svært at sætte æselører i en lydbog).

Peer Hultberg: Byen og verden

Litterært bevæger vi os med Byen og verden lige nogle hak op i forhold til Ejersbo. Der er tale om en roman af tårnhøj klasse, hvis stil og tone er fascinerende. En særlig kakofonisk, upersonlig og dybt farvet fortællerstemme fortæller gribende livshistorier fra Viborg i starten af 1900-tallet. Der er en inciterende distance i fortællingerne, men samtidig en bedrevidenhed og fordømmelse, som gør personportrætterne nærværende og autentiske.

Byen og verden udløste fortjent Nordisk Råds Litteraturpris til Hultberg i 1993. Det er god læsning og eneste anke er, at det godt kan blive en anelse ensformigt i længden med monologerne. Men det opvejes dog rigeligt af det stilsikre sprog og den underspillede humor.

Se mit favoritcitat fra Byen og verden.

PoxNora is a online multiplayer game which combines a collectible card game (e.g Magic the Gathering) with a turn-based strategy game (e.g. Sid Meyer’s Civilization). You buy runes (= cards) which you put together in battlegroups.

I fell in love with the game . . . → Læs mere: PoxNora: How to kill a success]]> This post is an epitaph over my favourite spare time activity: PoxNora.

PoxNora is a online multiplayer game which combines a collectible card game (e.g Magic the Gathering) with a turn-based strategy game (e.g. Sid Meyer’s Civilization). You buy runes (= cards) which you put together in battlegroups.

I fell in love with the game back in 2007, when it was just a year old and was run by Octopi (an Arizona-based game development company). Since May 2007 I have played 1178 multiplayer games + 11 single-player campaigns. Each game takes around 30 minutes on an average, which means I have spent about 595 hours playing PoxNora. That’s 15 hours a month or half an hour a day over the last 40 months!

Add to this the time spent on building battlegroups and sipping through the once lively forums, and we can conclude that PoxNora has been a big part of my life over the last 3 years. And I still just consider myself as being a casual player (compared to many of the other in the player community)…

But then Sony Online Entertainment acquired PoxNora

However, the last 1,5 years haven’t been good for PoxNora, its player community and me. In January 2009 Octopi announced that they had been acquired by Sony Online Entertainment (SOE). SOE is huge in the online gaming business with titles such as EverQuest and Star Wars Galaxies in the portfolio. In the press release Octopi President and creator of PoxNora, Dan Kopycienski was very excited by the acquisition:

“(…) with the support of SOE, we will have the opportunity to take our products to that next level.”

In the player forums however, people were not that excited as many had experienced the direction of some of SOE’s other titles, where short term profit seemed to be the number one goal (see critique of SOE’s EverQuest strategy: Open Letter to SOE at 2004 EverQuest Guild Summit & Money grubbin’…).

How to kill a success

With the arrival of SOE, PoxNora began to change slowly but steadily. Today much PoxNora’s player community openly let go of their frustrations in the forums. Dedicated players like myself write lengthy posts on how much they love the game and how sad they are about the current status. There are many reasons for the frustrations, but for me the biggest mistakes by SOE are:

• Not listening: It should be common sense that online multiplayer games exist because of the players. It should also be common sense that you should listen to these players if you want to keep them playing. This includes that if you have made a mistake and launched a rune that the community find too powerful or bugged, you should fix it.
• New expansions rather than fixing existing issues: New runes and new powerful abilities are great. But they should not render the old ones completely obsolete. And they should definitely not be introduced before the bugs and balance issues with the existing runes have been fixed.
• New easy-to-use game user interface: In theory a great idea, had it only been well executed. It seems as if the developers simply forgot to do thorough usability and user-testing when launching the new UI, and instead just focused on what looked great in Photoshop. Reality is that instead of making the game easier to  play, the new UI made it more difficult because you now have to learn what 50+ different icons mean. Before, you could just read it and get a good idea.
• Limited sales: At a certain point SOE introduced periodic sales where you could be lucky to get some of the out-of-stock runes. This did not only diminish the value of collector’s items, but it also meant that the player community lost all faith in SOE. Why should I spend money on getting the ultra-limited runes, if SOE just print new ones when they need cash?
• New forums: When SOE entered the scene they started by moving the forums to Sony’s domain. This sounded fine until they announced that the existing threads would not be migrated. The players themselves could copy-paste the content they found most useful. This can be compared to building a new, great library and then throwing out all the books from the old one. Again, this is not the best way to insure buy-in from a community.

There are many other reasons for PoxNora’s deroute, these are just my personal ‘favourites.’

Left is only to say, is just that I really hope SOE will surprise us all and start listening to the player community. There is much constructive feedback in the forums to be picked up, and many of the things should not be too hard to implement. If they don’t, I think that PoxNora will die.

Note: Comments are very welcome, but I will only approve those that contribute in a constructive manner.

Overordnet er Vinterkongen ikke nogen specielt god bog. Jeg købte den ved en tilfældighed, da min gamle kong-arthur-fetich pludselig blussede op under et besøg i Vangsgaards boghandel. Jeg forventede ikke det store og . . . → Læs mere: Tre fra reolen: Cornwell, Hemingway & Mankell]]> Sommer er læsetid! Her kommer en kort gennemgang af, hvad det er blevet til i denne omgang.

1. Vinterkongen af Bernard Cornwell

Overordnet er Vinterkongen ikke nogen specielt god bog. Jeg købte den ved en tilfældighed, da min gamle kong-arthur-fetich pludselig blussede op under et besøg i Vangsgaards boghandel. Jeg forventede ikke det store og blev da heller ikke positivt overrasket af Cornwells unuancerede, klicheprægede fortællestil.

Men det er Kong Arthur og det er basalt spændende, så alligevel kom jeg hurtigt igennem de 752 sider. Der smøres virkelig tykt på i karaktertegningen og leder man efter noget ekstra under overfladen, leder man forgæves. Jeg kan endnu ikke helt beslutte om jeg gider at læse fortsættelsen.

(Her skulle være et link til mit favoritcitat fra bogen være, men jeg her ikke kunnet finde et.)

2. Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway

En fornøjelig genlæsning af Hemingways klassiker, som indbragte ham Nobels litteraturpris i 1954. Knivskarpt skærer Hemingway ind til benet i denne korte roman om en stakkels gamle fisker, som fanger sit livs fisk – blot for at opleve at den bliver spist af hajer.

Det er livets hårdhed og snigende meningsløshed, som den gnavne forfatter nok engang fokuserer på i Den gamle mand og havet. Denne gang fornemmer man dog en form for opblødning i det dystre livssyn, som ikke findes i tidligere romaner som f.eks. Farvel til våbnene og Og solen går sin gang. Romanens fisker ser en mening med i livet i venskabet med en dreng og der anes til slut en lille sprække af lys. Jeg synes ikke det er Hemingways bedste værk, men det er stadigvæk en bog, som de færreste kvalitetsmæssigt når til sokkeholderne.

Se mit favoritcitat fra Den gamle mand og havet

3. Ildspor af Henning Mankell

Mit første og nok ikke sidste møde med Kurt Wallander på skrift. Det er svensk krimi, når det er bedst, når Mankell lader os følge Wallanders opklaring i det skånske sommerland. I Ildspor står Wallander overfor en række voldsomme dødsfald og mord, som ikke uden videre kan kædes sammen. Det ændrer sig dog hen ad vejen, og krimien tager stille og roligt fart, efterhånden som mordene og sporene hober sig op.

Mankell formår at balancere mellem de indre og ydre spændinger, således at Wallanders tanker og udvikling væves fint sammen med opklaringsarbejdet. En gang imellem løftes den moralske pegefinger lige lovlig meget og der luftes en uinteressant lede ved den vej, samfundet bevæger sig. En ekstra spænding opstår dog ved, at vi får indblik i morderens gøren og laden og på den måde ved langt mere end Wallander, som må famle sig frem. Det er et godt greb, som er veludført og medvirker til at gøre bogen læseværdig og spændende.

Se mit favoritcitat fra Ildspor.