Lidt Mew, lidt moi Caprice, endda lidt Keane – og så en hel masse Marvel Hill. “Kiss/Bite” er forløberen for Marvel Hills andet album, der er . . . → Læs mere: Marvel Hill, Primo Levi og robotter]]> Det er sommer, det er varmt og fritid er der lige pludselig lidt tilovers af. Den skal bruges fornuftigt, så her kommer 3 anbefalinger til sommeren:

Marvel Hill: “Kiss/Bite”

Lidt Mew, lidt moi Caprice, endda lidt Keane  – og så en hel masse Marvel Hill. “Kiss/Bite” er forløberen for Marvel Hills andet album, der er sat til at udkomme i efteråret. Singlen lover rigtig godt og lyder af et band, der er blevet mere modent og selvsikkert. Aggressionen fra Heartless is more er erstattet af en ærlig og mere neddæmpet stil, som i den grad klæder bandet. Tekstmæssigt er der også mere på spil, når kærlighedens banale følsomhed kontrasteres af fornuften, som har fået nok. Imidlertid spores der en selvmodsigelse mellem de to, og sangen får derved formidlet et smertefuldt dilemma. “Whatever you try, whatever you say, whatever you feel it’s just too late…” Et godt soundtrack til de mørke sommeraftner og en lovende forsmag på den svære toer.

Du kan lytte til singlen på MySpace og købe den på iTunes. Desværre ingen vinyl, men det kommer forhåbentlig, når hele pladen udkommer.

Primo Levi: Vidnesbyrd

Levi står som en klassiker indenfor den litterære vidnesbyrdgenre. Som italiensk jøde blev han i 1943 deporteret til en lejr nær Auschwitz og overlevede mod alle odds (og modsat de fleste andre). Efterfølgende skrev han de tre bøger Hvis dette er et menneske, Tøbruddet og De druknede og de frelste, som skildrede hans oplevelser i lejrene og tiden, der fulgte efter. Forlaget Rosinante har nu samlet de tre bøger under titlen Vidnesbyrd, som sælges til sølle 200 kr.

Bogen rummer nogle gribende optegnelser, der veksler mellem nøgterne observationer og personlige reflektioner. Levi er med god grund mildest talt dybt misfornøjet med, at det kunne ske, og finder det utilgiveligt: “Forstår Kuhn [en medfange] ikke at det der er sket i dag er så afskyeligt at ingen takkebøn, ingen tilgivelse, ingen udslettelse af de skyldige, kort sagt intet af det der står i menneskenes magt nogensinde kan gøre det godt igen?”  Spørgsmålet stiller Levi efter en af de regelmæssige udvælgelser, hvor fanger sendes til gaskamrene.

Vidnesbyrd er smertelig men også nødvendig læsning, som minder os om den forfærdelige fortid.

Robotter: Transformers 2 og Terminator Salvation

Bliver det en dansk sommer, som vi kender den, er regn nok ikke uundgåeligt. Så er det med at komme i biffen, og få lidt letbenet underholding for at slippe for Den store Klassefest på TV2, som genudsendes for gud ved hvilken gang.

Transformers 2 er dårligere end etteren, men er nu stadig god underholdning. Historien er sparet væk, men til gengæld er der militær-gadgets og enorme robotter en masse, og hvad mere har man egentlig brug for? Scenen hvor Optimus Prime ene robot forsvarer hovedpersonen (som jeg har glemt hvad hedder) er således alle 90 kr. værd. Dyre actionfilm skal ses i biografen og det gælder i den grad Transformers 2!

Terminator Salvation er marginalt bedre end Transformers 2, men forvent ikke nogen dyb, sammenhængende historie. Den ene hovedperson, John Conner (Christian Bale), råber hele tiden og har ikke mange nuancer. Lidt bedre er Marcus Wright (med stumt W… spillet af Sam Worthintgon), som spiller den gode robot, der tror den er et mennske. Igen er det dog effekterne og de generelle science fiction-gimmicks, som trækker. Filmen samler nogenlunde op efter den katastrofale Terminator 3, om end den stadig er etteren underlegen.

Som notorisk . . . → Læs mere: “What we feel isn’t important”]]> Ordene kommer fra filmen The Reader (2008). En helt igennem gribende og fascinerende film om kærlighedens uransagelige veje og konsekvensen af vores handlinger. Rammefortællingen er på overfladen en kærlighedsaffære mellem en 15-årig dreng og en noget ældre kvinde, men langsomt introduceres filmens dybere tematik i form af holocaust og det personlige ansvar.

Som notorisk modstander af kærlighedfilm er det en fornøjelse at se, hvordan kærligheden i The Reader sættes ind i en bredere, kompliceret kontekst. Skyld, had og bebrejdelse flettes ind og ungdommens rene, naive kærlighed udfordres til det ubærlige.

I filmen siger en jura professor (= en personificering af loven):

“What we feel isn’t important. It’s utterly unimportant. The only question is what we do.”

Det er ud fra et jura-perspektiv korrekt og til at forholde sig til. Da Hanna Schmitz (= Kate Winslet som var SS-vagt under krigen) senere gentager det, bliver det sat endnu mere på spidsen, og denne gang ud fra et mere menneskeligt perspektiv:

“It doesn’t matter what I feel. It doesn’t matter what I think. The dead are still dead.”

Det fascinerende er  imidlertid, at Hanna har svært ved at angre, fordi hun ikke følte, hun kunne have handlet anderledes på grund af omstændighederne. Og spørgsmålet filmen stiller er så, om vi ikke altid selv bærer ansvaret for vores handlinger?

Kunstens og fiktionens berrettigelse

Netop i kraft af evnen til at opstille og formidle sådanne dilemmaer får film og kunst en central rolle at spille for eftertiden. I Passage 58 (2007) skriver Jacob Lund Pedersen således følgende i artiklen “At give erindringen form“:

“[...] i lyset af at vores forhold til Auschwitz mere og mere bliver et forhold på andenhånd, hvor vi må forsøge at skabe forbindelser mellem kendsgerningerne og deres betydninger, mellem fortiden og nutiden. Det er netop i kraft af evnen til at etablere sådanne forbindelser og derigennem aktualisere og gøre det skete og sporene heraf vedkommende, at kunsten og litteraturen besidder et enestående potentiale som erindringsbærer.” (s. 50)

Det er The Reader et fabelagtigt eksempel på, og jeg vil opfordre alle til at se den.

Nyd . . . → Læs mere: Sådan skal interviews laves]]> Ville lige dele dette alt for fede interview. Musiker, dj og producer Troels Abrahamsen fortæller om sin nye plade, hvilket traditionelt kan være en ganske tilforladelig øvelse. Det formår instruktør Søren Rye dog at vende fuldstændig om med sin stiliserede æstetik, der på fantastisk vis integrerer musikken og følelserne bag i det audiovisuelle udtryk.

Nyd videoen (og glæd dig i øvrigt til den nye plade, som lyder lovende).

Interview with Troels Abrahamsen from Søren Rye on Vimeo.

Ville bare lige reklamere for den nye Batman-film, som er for fed! Startede med Batman Begins derhjemme og så The Dark Knight i biffen bagefter. Hatten af for Christopher Nolan, som i den grad har fået støvet den gamle tegneseriehelt af og gjort ham interessant igen. Venter allerede spændt på 3eren…

PS: Min Oscar-stemme . . . → Læs mere: The Dark Knight]]>

Ville bare lige reklamere for den nye Batman-film, som er for fed! Startede med Batman Begins derhjemme og så The Dark Knight i biffen bagefter. Hatten af for Christopher Nolan, som i den grad har fået støvet den gamle tegneseriehelt af og gjort ham interessant igen. Venter allerede spændt på 3eren…

PS: Min Oscar-stemme går til Heath Ledger, og det er ikke en medlidenheds-jeg-synes-det-er-synd-stemme. Han er ganske enkelt fantastisk i filmen og får gamle Nicolson til at blegne (pun intended).

Først så jeg Jørgen Leths cykelfilm fra 1974 om Giro d’Italia, Stjernerne og vandbærerne. Mest af alt synes jeg filmen er et interessant indblik i cykelsporten i midt 70erne, hvor . . . → Læs mere: Vanvittige cykelryttere og en idealistisk elefant]]> En søndag med tømmermænd bruges bedst på gode film. Således ramt af en uforklarlig tørst, sløvhed og hovedpine har jeg i dag set to film.

Først så jeg Jørgen Leths cykelfilm fra 1974 om Giro d’Italia, Stjernerne og vandbærerne. Mest af alt synes jeg filmen er et interessant indblik i cykelsporten i midt 70erne, hvor Eddy Merckx dominerede totalt, og hvor det var ok at få en øl i løbet af en etape. Stilen er typisk Jørgen Leth, med en autoritativ fortæller, som nøjsomt forklarer, hvad der udspiller sig i løbet. På den måde minder filmen meget om den lidt senere En forårsdag i helvede, som dog er noget mere dramatisk i sin visuelle og auditive fortællestil. Filmen kan varmt anbefales til alle, som har en interesse for cykling eller blot kan li’ Leths måde at formidle på.

Den anden film jeg så var Horton, som handler om en elefant, der pludselig finder en ‘usynlig’ verden på et støvfnug. Det skaber selvfølgelig en masse ballade i junglen, men det hele ender naturligvis godt under moralen at “a person’s a person, no matter how small”. Meget smukt og meget amerikansk, som de nyere animationsfilm nu engang er. Den har sine sjove momenter, men lider generelt under et lidt for pusse-nusset univers og for få overraskelser.