Bob Dylan er en af de største indenfor musikken, og jeg har lyttet meget til ham. Nogen personlig kæmpefavorit er han dog aldrig blevet. For nok er hans tekster og melodier i en klasse for sig, men fremførelsen har altid fremstået lidt for cool til min smag.

Her er det, at Århus Teaters Bob Dylan Teaterkoncert bliver rigtig interessant. Der er patos, dramatik og indlevelse, så det driver ned af den guldbelagte stuk, når sangene får presset en fortolkning og fortælling nedover sig. Nogle gange har instruktør Nikolaj Cederholm skåret budskabet lidt for meget ud i pap – andre gange er den røde tråd drømmende og svær at finde. Alt i alt slipper han og skuespillerne mere end godt fra det.

Højdepunktet for mig kommer allerede med 3. nummer, hvor Claus Hempler nyfortolker den gamle traver “Blowing in the Wind”. Af en eller anden grund går den direkte ind, og sangens sjæl og morale berører mig dybt. Noget Bob Dylan selv eller utallige coverversioner aldrig har formået.

Andre højdepunkter er den tragikomiske “It ain’t me, Babe” (læs den fantastiske sangtekst her) og en intens version af “Knockin’ on Heaven’s Door”. Efter pausen er det Bjørn Fjæstads version af “Just like a Woman”, Claus Hempler med “The Times They Are A Changin’” og endelig Ulla Henningsens skrøbelige finale i form af “I Threw It All Away”.

Alt i alt rykker det hele, men bedst når sangene er i centrum og ikke bliver forstyrret af unødigt, komplekse scenografier og udpenslet seksualitet, som virker for vulgær og påklistret. Brødrene Hellemann formår at genfortolke og genoplive Dylans musik og med undtagelse af et enkelt Disney-musical-arrangement, er der masser af kant og aktualitet. Bandet gør det også godt og tilfører en solid live-nerve, så musikken trænger igennem og bliver en medspiller fremfor et tapet.

Teatret lever – hvis der er koncert på programmet.

“It is the best of times, it is the worst of times”

Med denne omskrivning af Charles Dickens’ åbningscitat fra A tale of Two Cities åbner Robin Sloan og Matt Thompson deres minimalistiske film EPIC 2014. Filmen er en simpel flashanimation, der gennem voice-over giver en dystopisk fremtidsversion af mediernes og samfundets udvikling.

Fremtidens medierevolution på internettet

Kernen i problemstillingen er Google og den massive markedsposition, som firmaet har opnået ved hjælp af avanceret teknologi og en alternativ tilgang til tingene. Filmen fortæller, hvordan Google langsomt overtager hele internettet ved at slå sig sammen med Amazon og opkøbe eller udkonkurrere alle andre. Dette Googlezon kommer til at vide alt om os og kan derfor levere 100% personaliseret information, ganske automatisk ved hjælp af komplekse algoritmer. Alle bidrager med indhold til nettet og Googlezon kan skabe mening i dette indhold, omstrukturere det, og servere det, lige som vi vil ha’ det. Vi får altså alt præsenteret og sindrigt tilrettelagt af Googlezon – afstemt efter vores preferencer i alle on- og offline sammenhænge.

Imidlertid betyder det ifølge filmen også, at ‘de gamle’, professionelle medie- og indholdsleverandører ikke længere kan løbe rundt, fordi deres platforme ikke kan matche Googlezons. Problemet med denne mash-up af nyheder og indhold er således ifølge filmen, at den journalistiske integritet og dybde forsvinder, og vi i stedet får et overfladisk og sentationspræget mediebillede.

Står det så slemt til?

Jeg ved ikke, om jeg fuldstændigt kan tilutte mig filmens dystopiske udlægning af fremtidens internet. Det er rigtigt, at vi med demokratiseringen af internettet (som har taget fart med web 2.0 teknologier) alle sammen får en stemme, uden at vi nødvendigvis har noget kvalificeret at bidrage med. Hvad der kan ske når amatørisme erstatter professionalisme i det offentlige rum, har Andrew Keen skrevet en interessant, polemisk bog om.

Det interessante enme, som filmen tager op i denne forbindelse, er imidlertid, at det bliver Googles opgave at sortere i alt indholdet og kun præsentere det interessante for os. Der er så meget information, men (snart?) kun én søgemaskine med x-antal pixels at vise resultater på. Derfor har Google en kæmpe indflydelse på, hvad vi finder og beskæftiger os med på internettet.

Det er  problematisk og det er værd at tænke over. Hvor er alle de grimme, dårligt programmerede, politisk ukorrekte hjemmesider i Googles hierarki? For godt nok er internettet principielt et demokratisk medie med frigørende potentialer. Det store spørgsmål er, om det også gælder i praksis.

Se EPIC 2014 her: