Anmeldelse: Michel Houellebecq – Udvidelse af kampzonen

Michel Houellebecq: Udvidelse af kampzonenUdvidelse af kampzonen er Michel Houellebecqs debutroman fra 1994. Det er en harsk lille sag om den parisiske IT ingeniør Michel og hans generelle lede ved tilværelsen. Med sin misantropiske og nihilistiske tilgang til livet er Michel en klassisk Houellebecq protagonist. Han har ingen nære relationer, hader sit arbejde og er helt grundlæggende bitter over stort set alt.

På sin vis minder Udvidelse af kampzonen om Bret Easton Ellis’ American Psycho fra 1991. Patrick Bateman og Michel føler sig begge fremmedgjorte fra deres samtid og medmennesker. Udvidelse af kampzonen er dog ikke så udpenslet voldelig, men begge bøger deler den samme observation af den kynisme, som modernitetens individualisering og isolation kan medføre. Alt – inklusiv seksualiteten – er underlagt den liberalistiske økonomis principper, hvor kun de stærkeste overlever og resten i bedste fald er ligegyldige.

Sammenlignet med de senere bøger som Muligheden af en ø og Kortet og landskabet, så har Udvidelse af kampzonen ikke helt den samme kvalitet. Den er for kompakt og kynisk og mangler det plotmæssige drive, som gør de andre så gode. Den knastørre humor er der dog stadig, og sprogligt er Houellebecq som sædvanligt på et rigtig højt niveau, se eksempelvis:

Jeg var ikke særlig begejstret for at være tilbage i lejligheden, der var ikke andet post end en rykker for erotisk telefonsamtale (Natacha stønner live) og et lang brev fra varekataloget Trois Suisses, der oplyste mig om et nyt telefonisk bestillingssystem Chouchoutel. (…) Tælleren på min telefonsvarer stod på 1, hvilket overraskede mig lidt, men det måtte være en fejl. (s. 72)

Alt i alt er Udvidelse af kampzonen en god, hurtigt-læst bog – men forvent ikke at blive i godt humør.

Om Udvidelse af kampzonen

  • Titel: Udvidelse af kampzonen (fra Extension du domaine de la lutte)
  • Forfatter: Michel Houellebecq
  • Udgivet: 1994 (DK: 2002)
  • Sider: 132
  • Pris: 99,95 kr. ved Saxo.com (ved publicering af anmeldelsen)

Anmeldelse: George R. R. Martin – Dying of the Light

George R. R. Martin: Dying of the LightDying of the Light er George R. R. Martins debutroman fra 1977. Med sit fokus på  romantik og melodrama tilhører bogen den såkaldte space opera kategori, som er en underkategori til science fiction. Det er alt i alt en ok bog, men der er langt til det høje niveau, som Martin viser i A Song of Ice and Fire (fra 1996 og frem).

Det meste af bogens handling foregår på planeten Worlorn, som efter at have lagt jord til en kæmpe festival nu er mere eller mindre forladt. Dens sol er ved at blive udslukt og derfor vil den snart blive til en stor ubeboelig isklump. Imidlertid har en gruppe rabiate kavalars (en menneskelignende, krigerisk race) slået sig ned på planeten for at lege big game hunting med de få beboere som er blevet tilbage.

Dette er dog blot rammen, for som i Martins andre bøger er det selvfølgelig de menneskelige relationer og konflikter, der fylder mest. I centrum har vi bogens protagonist Dirk t’Larien (menneske) som rejser til Worlorn fordi (han tror), hans gamle flamme Gwen Delvano (kavalar) har sendt bud efter ham. Det har hun dog ikke og hun er i mellemtiden blevet gift med en anden kavalar, den noble og intelligente Jaan Vikary.  Hermed er scenen sat til et romantisk drama, men dette bliver dog hurtigt overskygget af andre konflikter, som bogens hovedpersoner hvirvles ind i.

Martin formår med Dying of the Light at skabe en interessant fortælling om de problemer, som opstår når forskellige kulturer og verdenssyn mødes. Det hele er troværdigt og det univers, som han har beskrevet, er som altid sanseligt og velfunderet. Det ændrer dog ikke på, at Dying of the Light generelt er ret kedelig – primært fordi der er for lidt fremdrift i plottet og fordi vores fortæller er for uinteressant.

Om Dying of the Light

  • Titel: Dying of the Light
  • Forfatter: George R. R. Martin
  • Udgivet: 1977
  • Sider: 241
  • Pris: 109 kr. ved Adlibris (ved publicering af anmeldelsen)

Anmeldelse: Haruki Murakami – Sønden for grænsen og vesten for solen

Haruki Murakami: Sønden for grænsen og vesten for solen

Jeg har læst min første Murakami-bog efter opfordring fra en veninde, som omtalte den som en af de bedste bøger, hun havde læst. Sønden for grænsen og vesten for solen fra 1998 er en de mindre kendte bøger fra den japanske hitforfatter Haruki Murakami.

Vi har at gøre med en lille fin, nostalgisk kærlighedsroman om konsekvenserne af uforløst kærlighed. Man skal dog lige tage en dyb indånding, inden man starter, hvis man (ligesom mig) har det svært med fortællere som (uden ironi) konstant reflekterer og efterrationaliserer. Det er selvfølgelig en pointe i forhold til bogens tematik, men ikke desto mindre er det belastende og det tog noget tid, før jeg kunne abstrahere fra det.

Omdrejningspunktet er vores hovedperson Hajime, hvis barndomskærlighed til pigen Shimamoto aldrig rigtig blev forløst. Det resulterer i, at han gennem årene får opbygget et totalt romantisk og idylliseret billede af pigebarnet og det der kunne have været. Hajime bliver imellemtiden voksen og får et normalt liv med kone og børn – men så møder han selvfølgelig sin gamle flamme igen. På den måde er plottet i sig selv ret banalt og derfor var jeg heller ikke specielt oppe at ringe, mens jeg læste den.

Dog strammes der gevaldigt op mod slutningen og Murakami får bundet en fin sløjfe på fortællingen, som løfter den fra det banale til noget, som på en gang er almengyldigt og fabulerende. Det gør han ved at iscenesætte en ramme,  hvor vi som læsere mindes om, at virkeligheden altid filtreres gennem vores perception og erkendelse og derved altid er til fortolkning, eksempelvis her:

“Igen og igen tænkte jeg over det, hun havde sagt. Med lukkede øjne lyttede jeg til bevægelserne inden i min egen krop. Måske var jeg ved at ændre mig. Men det var jeg også nødt til. (…) Nu har jeg ikke mere mine dagdrømme at trække på, der var ikke mere drømmestof tilbage til mig. Et tomrum er, når alt kommer til alt, blot et tomrum.” (s. 201-202).

Det er faktisk smukt og på på baggrund af en stærk slutning, vil jeg faktisk anbefale Sønden for grænsen og vesten for solen.

Om Sønden for grænsen og vesten for solen

  • Titel: Sønden for grænsen og vesten for solen (fra Kokkyo nominami, taiyo no nishi)
  • Forfatter: Haruki Murakami
  • Udgivet: 1998 (DK: 2003 af Klim)
  • Sider: 203
  • Pris: 210 kr. ved YouRead.dk (ved publicering af anmeldelsen)

Anmeldelse: Michel Houellebecq – Kortet og landskabet

Michel Houellebecq: Kortet og landskabetDe største glæder her i livet kommer ofte fra en uventet kant. I dette tilfælde i form af en bog ud over det sædvanlige. Kortet og landskabet udkom på fransk i 2010 og det er Michel Houellebecqs femte roman. Houellebecq bliver ganske enkelt bare bedre og bedre, og står som en af vor tids stærkeste eksponenter for exceptionel litteratur. For mig er Kortet og landskabet hans bedste værk hidtil og det siger ikke så lidt, når CV’et i forvejen tæller værker som Elementarpartikler, Platform og Muligheden af en ø.

I Kortet og landskabet er romanens protagonist den introverte, parisiske kunstner Jed Martin, som vi følger fra ungdommens første kunstværker, videre gennem hans internationale og kommercielle gennembrud og til alderdommens afsluttende, omnipotente værk. Det er en typisk Houellebecq-karakter, men dog alligevel mindre kynisk og mere følsom. Som læser interesserer man sig for ham og man kan sætte sig ind i hans tanker og værk.

Også med de analytiske briller på er der masser på spil med store underliggende tematikker som:

  • meningen med livet og døden
  • natur vs. kultur
  • virkelighed vs. kunst

Læg eksempelvis mærke til hvordan det feminine og maskuline allerede bliver modstillet sprogligt i den originale franske titel La carte er le territoire. Er kortet (kulturen, det ordnede og iscenesatte) et symbol på noget feminint og er landskabet (naturen, det ukontrollerbare og oprindelige) et symbol på noget maskulint? Og hvad sker der så, når natur bliver til kultur og omvendt? Bogens sidste sætning er, at “Planterigets triumf er total”, men det konstateres på baggrund af et kunstværk af Martin. Så det nu også sådan tingene hænger sammen?

En sproglig fornøjelse

Houellebecqs sprog er som altid knivskarpt og overskudsagtigt med en gennemtrængende intellektualisme og sofistikeret humor. Selvom det kan virke højtravende, bliver der aldrig talt ned til læseren. Samtidig er der er en vitalitet som i kombinationen med Houellebecqs klassiske, tørre kynisme, skaber en unik spændstighed på det fortælletekniske plan.

Lad os tage et par eksempler på, hvordan sproget skifter mellem det næsten sentimentale og til det absolut kyniske:

“(…) livet giver os indimellem en chance, tænkte han, men når man er for fej eller for ubeslutsom til at gribe den, tager livet sine kort tilbage, der findes et øjeblik til at handle og træde ind i en mulig lykke, dette øjeblik varer nogle dage, somme tider nogle uger eller endda måneder, men det finder kun sted en eneste gang, og hvis man bagefter vil vende tilbage, er det simpelthen umuligt, der er ikke længere plads til begejstring, tillid, tillid, tro, tilbage er kun en blid resignation, en gensidig og bedrøvet medynk, en nyttesløs, men korrekt følelse af, at et eller andet kunne være sket, at man simpelthen ikke har været værdig til den gave man fik.” (s. 185)

og et andet sted:

“(…) han brød sig ved nærmere eftertanke heller ikke om børn, han kunne ikke lide deres naturlige og systematiske egoisme, deres nedarvede uvidenhed om loven, deres grundlæggende mangel på moral, der nødvendiggjorde en udmattende og næsten altid frugtesløs opdragelse.” (s. 221)

Det er skarpt og det er en fornøjelse at læse.

Som en afrunding på denne ukritiske fanboy-lovprisning, vil jeg slå på glæden ved at læse en bog, som også rent fysisk er i super kvalitet. Det mangler også bare, når man må slippe 350 kroner for førsteudgaven, men på en eller anden måde fungerer det bare godt, når både tryk og papir er i høj kvalitet.

Om Kortet og landskabet

  • Titel: Kortet og landskabet (fra La carte er le territoire)
  • Forfatter: Michel Houellebecq
  • Udgivet: 2010 (DK: 2012 af Rosinante)
  • Sider: 318
  • Pris: 210 kr. ved YouRead.dk (ved publicering af anmeldelsen)

Anmeldelse: Bruce Springsteen – En biografi af Karsten Jørgensen

Karsten Jørgensen: Bruce Springsteen, en biografiBruce Springsteen udgav sin debutplade i 1973. Jeg blev født i 1982 og omkring 2003 blev jeg fan. Det startede især med sangen “Tougher than the rest” fra Tunnel of Love-pladen fra 1987 (se den ultrafede firser video). Den fik mig til at dykke ned i kataloget og efterhånden kom Springsteen til at stå som en form for mytologisk helt, som har styr på sine holdninger og måder at gøre tingene på. Han har noget på hjerte og han har en kunstnerisk tyngde og ærlighed, som gør det vedkommende.

Engang til en fest talte jeg med en fyr, som undredede sig over at et ungt menneske som mig var vild med Bruce Springsteen, for “er Springsteen i virkeligheden ikke bare en amerikansk Poul Krebs?” Ikke et ondt ord om Poul Krebs, men sammenligningen er i mine øjne på ingen måde på sin plads. Bruce er i min optik på et helt andet niveau med sin kompromisløse tilgang til musikken og konstant høje kvalitetsniveau. Har man været til et liveshow med Springsteen, er man heller ikke i tvivl om, at manden er i en klasse for sig.

Springsteen selv er god til at sætte ord på det:

Jeg har ikke behov for at sælge plader, der tjener millioner. Jeg har behov for at føle, at mit arbejde er centralt, vitalt og placerer mig i en nutidig sammenhæng, hvor jeg ikke behøver at stille mig op på scenen og føle, at min karriere afhænger af en sang, jeg skrev for 20 år siden. (s. 229)

En solid biografi med få skønhedspletter

Selvom jeg er stor fan og har været det i snart 10 år, så ved jeg dog ikke så meget om Springsteen. Derfor var det med stor fornøjelse at jeg læste Bruce Springsteen – En biografi. Biografien blev udgivet i 2012 og er skrevet af Karsten Jørgensen, som tidligere har skrevet bøger om Dylan, McCartney, Lennon og The Beatles. Bogen har en klassisk, velfungerende komposition i det den er opdelt kronologisk med kapitler baseret på musikalske perioder. Det fungerer fint, selvom den tematik, som knyttes til hver kapitel, til tider virker en anelse forceret.

I hvert kapitel beskriver Jørgensen de enkelte plader inklusiv forhistorien, receptionen og efterspillet. Det er fedt og man får et godt overblik over de historien bag Springsteen via de 17 forskellige plader og mange turneer. Samtidig gennemgås de fleste af sangene en efter en. Det fungerer for det meste, men der går nogle gange lige lovlig meget smagsdommeri i den, når han analyserer på sangenes kvalitet. Dertil kommer de mange sammenligninger of referencer til Dylan og Beatles, som der kommer lige lovlig mange af. Men overordnet formidler Jørgensen sit stof med stor entusiasme og der lader til at være styr på facts. Alt i alt er der altså blot få skønhedpletter på den solide præstation. Bruce Springsteen – En biografi er god læsning, så hvis du er fan af Springsteen, så giv dig selv en tidlig julegave.

Se i øvrigt flere gode Springsteen citater fra bogen her.

Om Bruce Springsteen – En biografi

  • Titel: Bruce Springsteen – En biografi
  • Forfatter: Karsten Jørgensen
  • Udgivet: 2012
  • Sider: 360
  • Pris: 233 kr. ved Adlibris (ved publicering af anmeldelsen)

Tak til Kasper Kaufmann fra Klim for bogen!